Fra værkstedsskole til magtens elite: Med de rette mennesker omkring dig kan alt lade sig gøre

Igennem hele sit virke som direktør og i bestyrelser i nogle af byggeriets mest fremtrædende virksomheder har Christian Herskind ledet ud fra militærets 'Mission Command', der fordrer frie rammer og stadig er særdeles aktuelt for ledere i dag. I dette portræt fortæller han om sin vej til toppen i dansk erhvervsliv - en vej, de mennesker, han har omgivet sig med, har stor andel i.
I mange år har Christian Herskind gjort en forskel for bygge- og anlægsbranchen, og det fortsætter han med. Men også han bliver mødt af udviklingen, han selv har været med til at skabe, og navigerer i dag inden for et mere snævert område i blandt andet bestyrelsesarbejdet.
I mange år har Christian Herskind gjort en forskel for bygge- og anlægsbranchen, og det fortsætter han med. Men også han bliver mødt af udviklingen, han selv har været med til at skabe, og navigerer i dag inden for et mere snævert område i blandt andet bestyrelsesarbejdet.

Skako, NCC, WSP (tidligere Orbicon), Labflex, Pihl Holdings, Refshaleøens Holding, Fonden Amager Bakke, Taulov Dry Port, Nordsøfonden.

Ovenstående er blot et udsnit af virksomheder, selskaber og fonde, Christian Herskind fra ledende positioner har præget og sikret succes – og dermed haft afgørende indflydelse på udviklingen af hele byggebranchen i flere årtier.

Aftrykkene, han fortsat sætter, rækker dog langt ud over byggeriet. Bogen ‘Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet’ (af Markus Bernsen og Anton Grau Larsen), der udkom i 2015, placerer ham som nummer 145 på listen, mens han i opfølgeren ‘Personer forgår – magten består’ fire år senere er nummer 65.

Derudover er han på Finanstilsynets liste over 830 magtfulde danskere opført som PEP (særligt politisk eksponeret person), og så er han tilmed Ridder af Dannebrogordenen, 1.grad.

– Meget af dét, du opnår, har mere noget at gøre med, hvor du er, end at du er Guds gave til verden, siger han, da vi har sat os i hans køkken med udsigt over Øresund.

– Det har altid en anden effekt, når man ser det udefra, end når man selv er i det.

Glæden ved at lykkes sammen

Christian Herskind er født ind i en politisk aktiv familie med en far, der er tidligere amtsborgmester i Vejle Amt for Venstre.

I første omgang udstak ophavet og omgivelserne dog ikke en fastsat kurs for teenageren i Fredericia, der valgte at tage på værkstedsskole og tog arbejde hos en lokal entreprenør, før værnepligten skulle aftjenes.

Det var her, i militæret, at han første gang oplevede glæden ved at lykkes som en gruppe af vidt forskellige mennesker.

– At tage 30 personer fra gaden og med den rette træning nå målet, dét giver den største tilfredshed. Og det er uanset, hvilken opgave der er tale om, siger Christian Herskind og fortæller, at glæden ved at se personer vokse i kraft af gruppen stadig er hans drivkraft:

– I Pihl Holdings bliver en hel ny byggevirksomhed skabt af det bedste ledelsesteam, jeg nogensinde har set. Og i Taulov (Taulov Dry Port – et 900.000 kvm stort multimodalt transport- og logistikcenter ved Fredericia, red.) bliver de store planer og strategier realiseret hver eneste dag på pladsen, fordi de udførende ved, at deres bidrag gør en forskel.

Omgivet af utroligt dygtige mennesker

Fra værnepligten, men dog uden et studenterbevis, lykkedes det ham at komme ind på uddannelsen som reserveofficer. Herefter fulgte to år på HF, og med landets højeste gennemsnit i tasken, men stadig uden at vide, hvilken retning han skulle tage, faldt valget på jurastudiet for at holde flere døre åbne, lidt endnu.

Han tog til Queen Mary University of London og kom tilbage til Danmark to år senere som advokat, men besluttede sig for at følge ledelsesvejen, han kendte fra militæret.

I industrikoncernen Terma blev Christian Herskind funktionschef for den juridiske afdeling, HR og sikkerhed og senere VP hos Tenneco Automotive Europe, inden han som koncerndirektør med ansvar for alle stabsfunktioner bortset fra it var med til at sætte fart i udviklingen af NCC Construction op igennem ’00’erne:

– Det var en meget spændende periode – for mig, men også for NCC. Et fantastisk miljø at være i, siger han og tilføjer:

– Jeg var omgivet af så utroligt dygtige mennesker, der siden også har fået meget flotte forløb.

Læs også: Oberstløjtnanten, direktøren, headhunteren: Fremtidens udfordringer kræver mere end uddannelse og titler

Ledelsestilgangen havde Christian Herskind med sig fra militæret, ‘Mission Command’, som, forklarer han, går ud på at; sætte de rette mennesker sammen og skabe rammerne for at kunne lykkes; forklare intentionen med opgaven; acceptere fejl.

– Man skal ikke pille initiativet ud af folk ved at opsætte for firkantede rammer. Det fandt jeg hurtigt ud af i militæret. Dengang var jeg nok mere optaget af at være tydelig og måske til tider skære tingene ud i pap. Men har du dygtige folk, er det ikke nødvendigt.

Det var også måden, han ledede på, da han i 2006 – sideløbende med rollen som koncerndirektør i NCC – blev udsendt til Afghanistan med ansvar for at skabe sammenhæng mellem genopbygningen, nødhjælpsindsatsen og den militære indsats i landet.

– Jeg håber, at dem, der har arbejdet sammen med mig, vil sige, at når noget gik galt, så tog jeg ansvaret, og når noget gik godt, så delte vi sejren. Du lykkes aldrig, hvis det kun drejer sig om dig. Ingen sætter livet på spil for en chef, de ikke stoler på.

Et privilegium at bestemme

Da FN’s klimakonference, COP15, fandt sted i Bella Center i København 2009, stod Christian Herskind for den militære sikkerhed.

På det tidspunkt havde han forladt NCC Construction for en rolle som administrerende direktør i Refshaleøens Holding. Med støtte fra pensionskasserne Sampension, PKA, PFA Pension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond skulle den kunstige ø nord for Amager, der dengang efter B&W’s konkurs var sygnet hen, udvikles til en sprudlende bydel af kreativitet.

For Christian Herskind lød opgaven ‘Skab liv og byudvikling’:

– Dermed var rammen på plads, og den lå hele tiden i baghovedet. Den var bred, og vi havde stor frihed til at nytænke en genfunden del af det gamle København. Men når det hele gik hurtigt – og det gjorde det – og der skulle handles, vidste vi, hvad intentionen var, og vi kunne agere, som vi skulle.

Lige siden har Refshaleøen nærmest været under konstant udvikling, og indeholder i dag koncertsteder og danner ramme for musikfestivaler som Copenhell og Distortion og andre kulturelle events herunder MAD Symposium og Asteroiden Teaterfestival. Gourmetrestauranter heriblandt Michelin-modtagere som Noma og Alchemist, kunstgallerier og flere, ofte kreative, virksomheder er flyttet til det 500.000 kvm store, gamle industriområde, der også er hjemsted for Rumfartsprojektet Copenhagen Suborbitals og Københavns Yacht Service Danmarks første yachtgarage.

Blandt hans mange bedrifter står den kulturelle opblomstring af Refshaleøen.
Blandt hans mange bedrifter står den kulturelle opblomstring af Refshaleøen.

– Jeg har altid været opmærksom på, at dét at kunne bestemme i første omgang er et privilegium, som dernæst stiller store krav til, hvordan du opfører dig. Derudover kræver det, at du har viljen til at tage ansvar for dét, du har ansvar for, og at du finder en naturlig glæde i at arbejde med dygtige mennesker og udrette noget med dem, sammen.

Kræver ansvar og fællesskab

Og dét at tage ansvar ser han i høj grad som et særkende for dagens fremadstormende unge – i såvel byggeriet som militæret:

– Nu skal man passe på med at definere forskellige generationer, for det er et farligt spejl at sætte op. Men jeg vil sige, at unge i dag er dygtigere, og de er i stand til at tage et større ansvar, end vi var dengang. Men med en stigende ansvarsbevidsthed og kompetencer til at kunne påtage sig det, følger også kravet om at få det givet, og det skal man gøre sig klar i sin ledelse.

Ligeledes oplever Christian Herskind et stigende behov fra de ansatte om at kunne genkende egne værdier i virksomheden – lige fra bæredygtighed til diversitet. Det skal give mening for den enkelte i det store hele:

– Der er sket en individualisering i samfundet, men de senere år er vigtigheden af fællesskab også vokset, og her bliver virksomhedens identitet og historie vigtig. Fortællingen kan være ny, den kan være gammel, men det er vigtigt, at den for medarbejderen er identitetsskabende, og der ligger en opgave i at få kommunikeret virksomhedens værdier korrekt, både udadtil og internt.

I det hele taget sker i disse år store ændringer, særligt inden for byggeriet, hvor kampen om opgaverne intensiveres, og kravene til kvalitet og bæredygtige tiltag skærpes.

Læs også: Dansk dataplatform forvandler byggeriet til ny digital frontløber

Transparens gennem databaseret markedsinformation er én af løsningerne, og Christian Herskind hæfter sig ved udviklingen inden for big data. Eksempelvis er der i dag udviklet digitale værktøjer, der segmenterer tusindvis af informationer til blandt andet at identificere nye projekter, reducere tilbudsgivninger og sammensætte kompetente teams – med markant reduktion af omkostninger og øget sandsynlighed for at lande de rigtige opgaver til følge:

– Adgangen til data giver meget større gennemsigtighed og ligeværdig konkurrence. Dermed har små som store virksomheder en reel chance for at etablere sig, og det vil gøre en væsentlig forskel for branchens fremtid.

Gør en forskel

Det samme gør Christian Herskind, en forskel for branchen. Det har han gjort i årtier, og det fortsætter han med. Men også han bliver mødt af udviklingen, han selv har været med til at skabe.

I 2019 – efter rekordresultater 10 år i træk – forlod han Refshaleøens Holding. I denne periode sad han samtidig som direktør i ejendomsselskabet Britannia Invest, hvor resultatet fra 2009 til hans fratrædelse i 2015 gik fra et underskud på 82 mio. kroner til et overskud på over 240 mio. kroner. I 2018 blev han som den første uden royal baggrund udnævnt til brigadegeneral i Reservestyrken og er i dag chef for alle deltidsansatte i Forsvaret, gældende også i NATO-regi.

Ligeledes blev han af Forsvarets konsulentbureau opfordret til at søge stillingen som ny forsvarschef, men undlod:

– Udviklingen af virksomheder i samspillet med den politiske verden er dér, jeg kan gøre en forskel, siger han og tjekker telefonen for de seneste opdateringer fra regeringens ministerrokade, der blandt andet resulterede i udnævnelse af en ny Forsvarsminister.

Han har derfor skåret ned på det organisatoriske arbejde, og bestyrelsesposterne favner udelukkende brancher, han forstår. Det modsatte var tilfældet i Zealand Pharma, det dog lykkedes at få børsnoteret.

Som den første uden royal baggrund er han udnævnt til brigadegeneral i Reservestyrken. Foto: Monica Bell Sass.

Eksemplerne, hvor Christian Herskind i dag bidrager, tæller blandt andet Skako, hvor han er en af to hovedaktionærer; Taulov Dry Port qua hans erfaring med byudvikling og kendskab til området; og Nordsøfonden i forhold til det stigende politiske fokus på grøn omstilling.

– I dag kræves mere forståelse for den specifikke forretning. Du kommer ikke én gang hver tredje måned og lytter til afrapportering. Der er en forventning om, at du kan matche ledelsen i en vis detaljeringsgrad. Du skal navigere inden for et mere snævert område og også gå mere i dybden, siger han og tilføjer, at det vigtigste dog aldrig ændrer sig:

– Det handler om at have de rette mennesker omkring bordet – for så kan alt lade sig gøre.

Relateret indhold