Om Silvan
- Grundlagt i 1874 under navnet Trælast- og Kulhandelen Silvan
- I 1894 bliver firmaet registreret som et interessentskab
- I december 1900 bliver firmaet solgte og omdannet til et aktieselskab
- I 1913 bliver kulhandelen solgt igen og navnet ændres til Akts. Trælasthandelen Silvan. Herefter kan kunderne hovedsageligt købe træ og byggematerialer.
- I 1968 åbner det første Silvan byggemarked, som vi kender det i dag.
- I 2017 køber den tyske kapitalfond Aurelius et let skrantende Silvan.
- I 2021 lancerer Silvan et nyt bybutik-koncept. De første to butikker åbner centralt i hhv. Aarhus (900 m2) og på Kultorvet i København (1071 m2).
- I dag består Silvan af 42 byggemarkeder i hele landet
Tyske Jan Becker overlader posten som adm. direktør i Silvan. Ny mand som CEO er østrigske Mathias Kerp, mens Jan Becker i stedet er blevet bestyrelsesformand.
– Vi er meget glade for, at Mathias Kerp tiltræder stillingen som ny CEO i Silvan. Han har en bred og ganske unik erfaring som leder fra både konsumvareindustrien og detailhandelen, hvilket vi mener, vil skabe stor værdi for vores virksomhed, siger bestyrelsesformand Jan Becker.
Silvan har haft det svært gennem efterhånden mange år. Siden den tyske kapitalfond Aurelius overtog byggecenterkæden i 2017, har Silvan oplevet det ene tocifrede underskud efter det andet. Først i 2020 opnåede selskabet endelig et positivt resultat efter skat på 31 mio. kr. sammenlignet med underskud på hhv. 86 mio. kr. i 2019, 13 mio. kr. i 2018 og 44 mio. kr. i 2017.
Samtidig med de røde tal på bundlinjen har der været stor udskiftning – både på adm. direktørposten og blandt ledende medarbejdere: Kort efter Aurelius overtog kæden, var det farvel til Freddy Lauridsen, der havde stået i spidsen for kæden i ni år. Han blev efterfulgt af den fra Coop erfarne Jesper Lien, der ikke fik succes med at tilbageføre Silvan til ‘et rigtigt byggemarked med et feminint tvist’.
Mindre end to år efter Jesper Lien tiltrådte, overtog Jan Becker og den tidligere kommercielle direktør Morten Juel ledelsen i en opdelt direktørstilling; en stilling som Morten Juel forlod lydløst efter bare to måneder.
En bemærkelsesværdig historik
Nu er det så Mathias Kerp, der skal forsøge sig med endnu et skifte i Silvan-kæden, der ligger i skarp konkurrence om de private kunder med bl.a. Bauhaus, Davidsen, jem & fix og Harald Nyborg.
– Silvans historik gennem de sidste år er bemærkelsesværdig, mens den altid forbliver tro mod sig selv. Jeg vil gerne fortsætte denne kurs mod vækst og opdage nye muligheder – for Silvan, dets kunder og dets leverandører, siger Mathias Kerp, der de seneste knap tre år har fungeret som bestyrelsesmedlem i schweiziske alphacruncher, en cloudbaseret platform for videnskabelig research.
Han tilføjer:
– Fra det allerførste øjeblik, jeg startede hos Silvan, var jeg imponeret over, hvor motiveret, kundefokuseret og fremadsynet virksomheden og dens medarbejdere er.
Et mere bæredygtigt produktsortiment
Mathias Kerp, som allerede kom til Silvan i 4. kvartal i 2021, vil fortsætte med at drive Silvans strategiske transformation mod at blive den foretrukne gør det selv-kæde i Danmark. Fokus er på den ambitiøse vækstplan, der er baseret på modernisering af butiksnetværket, en state of the art-webshop, en fortsat udvidelse af services og et stærkt engagement i at gøre forretningsmodellen grønnere og mere bæredygtig.
– Klimaforandringerne er den største udfordring, der påvirker alle. Silvan har allerede foretaget store forbedringer i de sidste år for at reducere forbruget af naturens ressourcer for eksempel elektricitet, papir og benzin. Vi tager nu de næste skridt for at opbygge et unikt og mere bæredygtigt produktsortiment og tilhørende services, siger Mathias Kerp.
Læs mere under billedet…
20 år i Silvan
I samme ombæring er Klaus Dolmer blevet forfremmet fra Head of Category Management til en del af Executive Teamet som ny Chief Procurement Officer.
– Klaus Dolmer, som har været hos Silvan i over 20 år, har i de seneste år bidraget væsentligt til Silvans turnaround, og han spiller en vigtig rolle for firmaet, forklarer Jan Becker.
Med de to nyansættelser er Silvans Executive Team nu komplet med i alt fem medlemmer: CEO: Mathias Kerp, CFO: Keld Larsen, CSO: Rasmus Kjærgaard, CPO: Klaus Dolmer og COO: Michael Lange.