Kaktustårnene
- A Place To
- Esbjerg – Tovværksgrund i Grådybet:
- Tårne: 3 stk på hhv. 57, 35 og 23 meter (17, 10 og 6 etager)
- Areal: 18.100
- Boliger: 418 møblerede studieboliger
- Diverse: Restaurant på toppen af det højeste tårn. Café, mødesteder og hyggekroge i stueetagen. Hotel. Bemandet reception
- Pris: ca. 300 mio. kr.
- Bygherre: A Place To Esbjerg/Windrose,; et partnerskab mellem tegnestuen BIG og boligudvikleren Heimstaden.
- Arkitekt: Arkitekt David Zahle, BIG
- Entreprenør: NCC Danmark
- Ingeniør: BIG Engineering
- Udførelse: 2019-2021
- Kaktustårnene
- København – Kalvebod Brygge:
- Tårne: To stk. på hhv. 60 og 80 meter (15 og 18 etager)
- Areal: 22.400 m2
- Boliger: 495 semi-møblerede ungdomsboliger
- Diverse: Adgang til grønne fællesarealer, flere terrasser, udendørs køkken, grillområde, cafe, indendørs- og udendørs træningsområder, festlokale mv.
- Pris: Budget 475 mio. kr.
- Bygherre: Catella Group og projektudvikleren Høpfner Projects, som også stod bag BIG’s prisvindende trilogi VM Husene, VM Bjerget og 8Tallet i Ørestad
- Arkitekt: BIG
- Storentreprenør: LM Byg
- Ingeniør: MOE
- Udførelse: 2019-2022
Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen kalder det et banebrydende og visionært projekt, og i 2019 var A Place To i Esbjerg en af tre nominerede til ejendomsmagasinet Estate Medias Projektprisen, der gives til det bedste og mest bemærkelsesværdige nye byggeprojekt.
Indstillingen hyldede bl.a. Kaktustårnenes stræber efter at blive en komplet boligløsning, der gør det nemt og komfortabelt at leve og studere med andre unge. Micro- eller co-living kaldes konceptet, hvor man bor i sin egen (lille) lejlighed, men lever i hele bygningen.
Projektet er ikke mindst unikt, fordi det i samarbejde med det lokale erhvervsliv tilbyder forskellige relevante in-house services, så en enlig beboer kun behøver ca. 30 m2 at bo på, da der i umiddelbar nærhed er adgang til bl.a. fælleskøkkener, atrium, sund mad, tagterrasse, loungeområde, arbejdsområder og læsekroge. Samt private altaner til samtlige lejligheder.
Skæmmende og rædselsfuldt
A Place To vandt ikke prisen, men nomineringen alene viser, at de tre tårne ikke bare er aviser stablet uordentligt ovenpå hinanden, som en borger skriver i en Esbjerg-baseret Facebook-tråd, hvor næsten 500 kommentarer viser, at byggeriet er noget, der deler vandene.
På facebooksiden ‘Info fra borger til borger i Esbjerg by’ fløj der nemlig mange grimme beskrivelser fra fingrene ved skærmene ude omkring i havnebyen, da der blev lagt billeder op af det endnu ufærdige byggeri i februar i år. Mange af holdningerne går på, at ‘den slags byggeri ingen berettigelse har på det sted’. Men der er også nogle, der er mere direkte i deres kritik, der spænder fra tudegrimt, ‘specielt, men ikke kønt’, skæmmende, rædselsfuldt og at ‘de må ha’ været tegnet på arkitekternes dårlige dag’.
Andre borgere synes dog, at byggeriet er vildt spændende og moderne, at arkitekturen er flot og anderledes, og at de tre tårne kan være med til at forny Esbjerg. Fornyelse har været afgørende for arkitekt David Zahle fra BIG, der har slået stregerne til projektet, hvis placering ved havet har været afgørende for tårnene.
– Når vi udvikler projekter, sker det altid til et specifikt sted. Og her handler det meget om udsigt og solnedgang over Vesterhavet. Derfor har vi valgt et koncept, hvor der er altaner til alle og en panoramaudsigt ud over byens tage og havet, udtaler han til TV Syd.
På vej til København, Horsens – og New York
Beboerne i de første af A Place To’s kaktustårne i Esbjerg er netop nu ved at flytte ind. På Kalvebod Brygge centralt i København er to lignende, men højere Kaktustårne så godt som færdige med forventet indflytning i de 495 lejligheder i første halvdel af 2022, og bygherrerne er for længst begyndt at kigge sig om efter nye steder at bygge billige studielejligheder.
F.eks. planlægger A Place To at bruge i omegnen af 150 mio. kr. på at opføre minimum 250 ungdomsboliger med tilknyttede fællesarealer og café på Claus Cortsens Gade 18-22 i Horsens. Visionen er, at lejlighederne skal stå klar til indflytning i september 2024, men projektet kræver fortsat udarbejdelse af en ny lokalplan for at kunne blive ført ud i livet, viser en søgning i Byggefaktas FaktaNetLive.
A Place To’s blik er også begyndt at flakke mod det store udland – bl.a. kigger man mod Berlin, London og New York, fortæller David Zahle, der i november var i Esbjerg for at deltage i indvielsen af Esbjerg-kompleksets nye hotel. Her forholdt han sig til kritikken af tårnene:
– Jeg har fået at vide, at der har været en stemning her i byen, at disse bygninger måske var lidt ‘ujyske’, men jeg håber, at esbjergenserne er klar til at være mere modige og have et mere internationalt udsyn, sagde han ifølge JydskeVestkysten ved indvielsen.
Efter byggeriet er taget i brug, er de kritiske røster afløst af stor begejstring blandt dem, der rent faktisk er flyttet ind i A Place To i Esbjerg. På Trustpilot – hvor der godt nok kun er givet ni anmeldelser – har 89 % givet fem stjerner (fremragende), mens de resterende 11 % (god) har givet fire stjerner.
Anmelderne er bl.a. enige om, at konceptet ‘bare spiller’ og bruger bl.a. ord som ‘Det er moderne og nemt at flytte ind. (…) Kan kun anbefale at man flytter ind hurtigst muligt’ og ‘Fremragende sted, super flot og gode faciliteter’ sammen med deres femstjernede anmeldelser.