Det er diskuteret langt og længe, og det afgørende bevis er der måske stadig ikke. Men svenske forskere mener nu at kunne påvise, at et træhus-byggeri giver høj grad af beboertilfredshed. Træ har ganske enkelt en positiv indflydelse på trivslen i byggeriet.
Det er konklusionen i en tilfredshedundersøgelse blandt beboerne i et CLT-byggeri med 52 husstande i to otte etagers boligejendomme i Frostaliden i byen Skövde. Udført af Center for Boligarkitektur ved Chalmers University of Technology i Gøteborg sammen med arkitektfirmaet White Arkitekt.
Frostaliden er af massivtræ i CLT og limtræ med facader af træspån og synligt træ i det indvendige af byggeriet.
Her foretog forskerne en interview-undersøgelse blandt beboerne med hovedspørgsmålet – har træ en betydning for trivslen i boligen?
Synligt træ er vigtigt
Svaret fra beboerne var ja, og forskernes konklusion faldt i flere dele: Træfacader er et vigtig del af byggeriet – beboerne mente, at træspånfacaderne var flotte. Træfacaderne blev opfattet som vigtige for beboernes identitet og som symbol på et bæredygtigt byggeri. Og så var beboerne glade for, at der var synligt træ i selve bygningen og boligerne.
Byen Skövde satser kraftigt på at øge træhusbyggeriet og er en del af den svenske ambition om mere træ i byggeriet. Her understøtter undersøgelsens resultater den indsats.
Danmark er i fuld gang med den samme omstilling til et mere bæredygtigt og CO2-besparende byggeri. Her er huse i bærende konstruktioner med limtræ og CLT et af de store satsningområder både inden for kontorbyggeri og beboelse.
Og ligesom i Sverige lægges der op til netop at gøre brug af det synlige træ som et arkitektonisk element. Og som et led i indretningen, fordi beboere giver udtryk for træets positive bidrag til rumopfattelse og velbefindende.
Et vigtigt argument for en øget anvendelse af træ i byggeriet
Resultaterne fra undersøgelsen luner i foreningen Træ i byggeriet, som repræsenterer en række producenter inden for træhusbyggeri.
– Undersøgelsen viser, at træmaterialerne forbedrede boligens akustik og skabte en hyggelig stemning. Og beboerne er stolte over at bo i et træhus, fordi det afspejler en bæredygtig livsstil. Det er alt sammen helt centrale elementer i forhold til mere trivsel og sundhed generelt set, forklarer sekretariatsleder i foreningen Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.
– Det er naturligvis resultater, som vi er glade for at se. Derudover er det også positivt, at der i stigende grad kommer fokus på ikke alene, hvilken effekt træbyggeri kan have på CO2-udslippet, men nu også træmaterialers betydning for boligens kvalitet, trivsel og indeklima. Det er nemlig endnu et vigtigt argument for en øget anvendelse af træ i byggeriet.
Grønne omgivelser øger det mentale helbred
Undersøgelsen understøtter også den generelle trend med at give en større plads til naturen i det byggede miljø. Både i form af parker og grønne åndehuler i bymiljøet, men også i boliger, på arbejdspladser og offentlige instutioner. Eksempelvis med brug af grønne vægge og helende arkitektur.
Ifølge adjunkt og forsker på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, Kristine Engemann Jensen, er der en tæt sammenhæng mellem naturlige omgivelser og vores mentale sundhed.
Hun har stået i spidsen for et forskningsprojekt, der for nyligt undersøgte sammenhængen mellem de to faktorer. Projektet, der kortlagde mængden af grønne områder nær godt én million danskeres barndomshjem, viste, at desto mere natur og naturlige omgivelser, vi omgiver os med i vores barndom, desto lavere er risikoen for, at vi udvikler psykiske lidelser.
– Grønne omgivelser kan ifølge vores forskning mindske risikoen for at udvikle hele 14 psykiske lidelser med op til 55 procent. Og andre studier på området peger i samme retning. Omgiver vi os med en stor mængde natur eller naturlige omgivelser i særligt vores barndom, kan det blandt andet gøre os bedre til at tackle stress. Naturen er nemlig med til at forbedre den kognitive udvikling hos især børn, da man bedre lærer at vurdere risici og dermed bliver mere selvstændig, forklarer hun og fortsætter:
Naturlige materialer i byggeriet er vigtigt
– Mange af de resultater kan også overføres til boligbyggeriet, hvor andre studier har vist, at flere naturlige byggematerialer som eksempelvis træ kan have samme positive indflydelse på mennesker sundhed – især når de er synlige. Det er nemlig bevist, at naturlige materialer får os til at slappe af, og derfor kan det have positive effekter at benytte sig af eksempelvis træfacader på bygningernes overflade eller vægge og gulve af træ inde i boligen.
Den undersøgelse understøtter også mere brug af træ i byerne, mener Træ i byggeriet:
Den massive tilflytningsvækst til vores byer stiller store krav til, hvordan vi i fremtiden indretter vores byer og bygger vores boliger. Her kan naturen og naturlige materialer som træ komme til at spille en vigtig rolle i dannelsen af bæredygtige byer, hvor selve byplanlægningen understøtter klimaets såvel som beboernes sundhed i stedet for at underminere den, slutter Lauritz Rasmussen.