Gammel skole bliver til lækre boliger med Jönssons mellemkomst

Efter en veloverstået første etape kan ombygningen af Gråbrødre Skole i Roskildes bymidte nu begynde.
Den gamle Gråbrødre Skole i Roskilde skal nu omdannes til 34 centralt beliggende boliger. Pressefoto.
Den gamle Gråbrødre Skole i Roskilde skal nu omdannes til 34 centralt beliggende boliger. Pressefoto.

Den bevaringsværdige Gråbrødre Skole fra 1930 udgør et markant bidrag til Roskildes centrum, der ellers ikke just er berøvet arkitektoniske perler.

Og nu skal skolen så have nyt liv i form af en renovering, som skal sikre 47 nye boiliger i bymidten – heraf 34 boliger i den gamle skolebygning, mens et nybyggeri skal huse 13 lejligheder.

Entreprenør på opgaven bliver Jönsson, som også udfyldt rollen som totalrådgiver frem til og med udbudsprojekt, etablering af byggeplads, nedrivning/stribning af lette bygningsdele og installationer i den eksisterende bygning med mere.

– Transformationen fra gammel skole til moderne boliger kræver 100 procent fokus på bygbarheden, fordi problematikker melder sig undervejs, når der ikke bygges op fra nyt. Vi har været med helt fra start og befinder os rigtig godt i rollen som rådgivende entreprenør, hvor vi trækker på vores solide erfaringer fra andre totalrenoveringer, lyder det fra Thomas Normann, CEO i Jönsson Entreprise.

Totalentreprisens anden fase omfatter ombygning af den eksisterende skolebygning med et samlet bygningsareal på 4125 kvadratmeter inklusive kælder samt opførelse af den nye bygning med et samlet bygningsareal på 1450 kvadratmeter.

Jönsson A/S har specialiseret sig i byggestyring og rådgivning i forbindelse med opførelse af total- og hovedentrepriser indenfor erhvervs- og boligbyggeri, herunder ungdomsboliger, ejerlejligheder, lejelejligheder og almene boliger.

Relateret indhold