I gennemsnit bruger vi danskere 80-90 % af al vores tid indenfor, hvor vi udsættes for mere end 900 forskellige kemikalier, partikler og mikroorganismer, der bæres rundt i luften. Indeklimaet er ikke til at spøge med:
– Der kan nemt opstå for høje værdier af kemiske stoffer i indeklimaet, og nogle af dem vil være skadelige for vores helbred. De fleste af os kender det, hvis vi ikke har luftet ud i mange dage, så lugter der underligt, og det er bl.a. de forskellige kemiske stoffer, der bliver koncentreret, forklarer professor Jan H. Christensen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab.
Stofferne kan blandt andet komme fra fortidens miljøsyndere i form af giftige kemikalier fra industri og olietanke, som kan gemme sig i jorden under boliger og sive op gennem gulvet og påvirke indeklimaet og beboernes sundhed.
Ligeledes afgiver mange af de ting, vi omgiver os med i hjemmet såsom rengøringsmidler, møbler og byggematerialer, kemiske stoffer til luften, som kan være skadelige for os.
Læs også: Ny vejledning skal forbedre indeklimaet i skolerne
Derfor har en gruppe af forskere fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet i samarbejde med Region Hovedstaden og Eurofins udviklet en ny sporingsmetode. Et kemisk fingeraftryk, som ved hjælp af en prøve fra luften i boligen kan skelne de kemiske stoffer fra hinanden og opdage en sundhedsskadelig forurening. – Det kemiske fingeraftryk, som vi har udviklet, kan spore op til 1000 forskellige stoffer i luften inde i et hus, så man kan adskille de stoffer, der kommer fra en forurening under huset, som for eksempel en olietank; fra dem, som stammer fra kilder i indeklimaet, som for eksempel maling eller nye møbler, siger Jan H. Christensen.
Matematisk model tager højde for usikkerheder
Metoden fungerer ved, at man opsamler en prøve af luften fra indeklimaet og en prøve af luften under huset. Herefter adskilles stofferne i luftprøven i et laboratorie ved at varme luften op og omdanne stofferne til gas, som man måler og analyserer. Samtidig tager en matematisk model højde for usikkerhederne i prøverne.
– Det unikke ved metoden er den matematiske model, som vi har udviklet. Den gør usikkerheden ved de kemiske fingeraftryk mindre og tager højde for de ændringer, der sker, når luften bevæger sig fra jorden under bygningen, igennem fundamentet og ind i indeluften. Modellen gør det muligt for os at bestemme, hvor stor en del af forureningen i indeklimaet, der kommer fra en forurening under huset, og hvor meget, der kommer fra en forurening i indeklimaet langt mere præcist end tidligere, siger Jan H. Christensen.
Sparer tid på komplicerede sager
Hos Region Hovedstaden har man i flere år arbejdet systematisk på at undersøge og oprense forurenede grunde, der udgør en risiko for menneskers sundhed eller miljø. Der er især fokus på tidligere industri som metalaffedtning og renserier, der ofte giver anledning til forurening med klorerede opløsningsmidler.
Ligeledes kan gamle spild af olie eller benzin være årsag til påvirkning af indeluften, og i de tilfælde er det regionens opgave at afværge risikoen i boligen. Regionen ser frem til at kunne tage værktøjet i brug, da man hurtigere kan fastslå kilden til forurening og dermed fokusere på de sager, hvor jordforurening påvirker indeluften.
– Den nye metode betyder, at vi hurtigere identificerer de alvorlige sager. Det vil sige sager, hvor problemet i indeluften stammer fra en jordforurening og ikke skyldes nye møbler, der også kan påvirke indeluften. Vi forventer derfor at kunne spare både tid og undersøgelsespenge på sager, der før har været meget komplicerede at afgøre, siger chefkonsulent Henriette Kern-Jespersen, der er civilingeniør og dagligt arbejder med oprensning af jord og grundvand i Region Hovedstaden.
Læs også: De rigtige krav forbedrer både indeklima og energiforbrug
Jan H. Christensen supplerer:
– Vi ved, at en del normale produkter i hjemmet afgiver for eksempel oliestoffer, som kan være problematiske for vores sundhed. Men de har et komplekst kemisk fingeraftryk, som tidligere har været svært at spore, når de blandes sammen med andre faktorer i indeklimaet, men det kan vi nu. På den måde kan man bedre afgøre, om det er stoffer i hjemmet, der kan være sundhedsskadelige.
Frem til jul afprøver og evaluerer regionen sporingsværktøjet, der går under navnet Chem Fing Air. Derefter forventer Henriette Kern-Jespersen, at værktøjet kan tages i brug i Region Hovedstaden og forhåbentlig også hos de øvrige regioner.