C.C. Contractor skal bygge diabetescenter

Herning-firmaet skal stå for opførelsen af Steno Diabetes Center Sjælland i Køge og den eksisterende del af lægeuddannelsen.
Der skal bygges for regionen og NovoNordiskfonden i Køge. Illustration: C.C. Contractor.
Der skal bygges for regionen og NovoNordiskfonden i Køge. Illustration: C.C. Contractor.

Endnu en entreprenør er fundet til byggeriet af det nye Sjællands Universitetshospital i Køge.

Denne gang er det til byggeriet af det kommende Steno Diabetes Center Sjælland i Køge og den eksisterende del af lægeuddannelsen i Region Sjælland.

Det er Herning-virksomheden C.C. Contractor, der er valgt som totalentreprenør på byggeriet, som skal stå færdigt ultimo 2023.

– C.C. Contractor A/S har afleveret et meget overbevisende og gennemarbejdet tilbud, som har scoret højt på alle de parametre, der ligger til grund for vurderingen – og som samtidig er indenfor budgettet. Vi ser derfor meget frem til samarbejdet med C.C. Contractor A/S, siger projektchef Jens Peter Nielsen, Projekt Universitetshospital i Køge.

Plads til det hele

Der skal være rum til både forskning og de studerende på lægeuddannelsen i Køge.

Byggeprojektet omfatter derfor i alt cirka 4500 kvadratmeter nybyggeri i fem etager med direkte forbindelser til eksisterende bygninger og kældre.

Placeringen giver en optimal sammenhæng med de øvrige uddannelses- og forskningsaktiviteter, som sammen med behandling udgør fundamentet i universitetshospitalet.

Husets funktioner har fælles foyer, men har derudover hver sine dedikerede områder i huset. Steno Diabetes Center Sjælland placeres i de to nederste etager, mens lægeuddannelsen placeres i de øverste tre etager af nybyggeriet.

Det er aftalt mellem Region Sjælland og Novo Nordisk Fonden, at sidstnævnte donerer midlerne til den tilbygning, der bliver Steno Diabetes Center Sjællands forsknings- og udviklingsrelaterede diabetes-indsats.

Relateret indhold