Tetris går et niveau op og rykker mod vest

Raundahl & Moesby indgår strategisk samarbejde med Tetris om opførelse af Agorahaverne vest for Storebælt.
Direktør Carsten Raundahl, Raundahl & Moesby (tv) og administrerende direktør i Tetris, Rasmus Friis (th) glæder sig til at opføre omkring 20 nye seniorvenlige boligfællesskaber i og omkring de større byer i Jylland og på Fyn i løbet af de næste fem år. Pressefoto.
Direktør Carsten Raundahl, Raundahl & Moesby (tv) og administrerende direktør i Tetris, Rasmus Friis (th) glæder sig til at opføre omkring 20 nye seniorvenlige boligfællesskaber i og omkring de større byer i Jylland og på Fyn i løbet af de næste fem år. Pressefoto.

Nu kommer der for alvor fart på udrulningen af Tetris’ koncept for seniorvenlige boligfællesskaber Agorahaverne. For med det strategiske samarbejde med den århusianske totalentreprenør Raundahl & Moesby bliver der etableret et stærkt brohoved for opførelsen af Agorahaverne i Vestdanmark.

Det er den stadig stigende efterspørgsel efter seniorvenlige bofællesskaber over hele landet, der får den københavnske ejendomsudvikler Tetris til at kigge mod vest og rulle deres koncept ud i hele landet.

Virksomheden har allerede opført Ibihaven i Slagelse, Hermanhaven i Næstved og er i gang med at opføre Augusthaven i Næstved, og senere på året forventes det at gå i gang med opførelsen af Viggohaven i Holbæk.

– Vi oplever en stigende interesse og en øget efterspørgsel efter vores bæredygtige boligfællesskaber. For eksempel var alle 60 boliger i Hermanhaven udlejet inden de første beboere flyttede ind. Det er derfor helt naturligt for os at indgå et strategisk samarbejde med Raundahl & Moesby i Aarhus, så vi sammen kan opføre Agorahaver over hele landet, siger administrerende direktør i Tetris, Rasmus Friis.

Bodilhaven i Odense er kun begyndelsen

Agorahaverne er boligfællesskaber for voksne over 50 år uden hjemmeboende børn og er udviklet af Tetris i samarbejde med bandt andet Københavns Universitet, antropologer, eksperter i fællesskabsdesign og adfærdsforskning.

Med deres rødder i projektudviklingsbranchen vil Raundahl & Moesby være med til at løfte udformningen og opførelsen af Agorahaverne vest for Storebælt. Bodilhaven i Odense er det første projekt i samarbejdet.

– Vores fælles ambition er at opføre omkring 20 nye seniorvenlige boligfællesskaber i og omkring de større byer i Jylland og på Fyn i løbet af de næste fem år. Det første fælles projekt bliver Bodilhaven i Odense, hvor vi regner med at have første spadestik omkring 1. september i år og de første beboere kan flytte ind allerede i efteråret 2022, siger direktør i Raundahl og Moesby, Carsten Raundahl.

Bodilhaven har fundet sit hjem omkring den gamle kaserne ved Bolbro. Bofællesskabet er opkaldt efter den ikoniske skuespillerinde Bodil Kjer, der blev født i Odense i 1917 og, som har lagt navn til Bodil-prisen sammen med skuespillerinde Bodil Ipsen.

Bodilhaven bliver – som alle Agorahaver – certificeret efter DGNB Guld. Det er lejernes garanti for, at ejendommen er bæredygtig, af høj byggekvalitet, og at beboernes trivsel og hverdag er tænkt ind allerede i planlægningsfasen.

Beboere får fra deres lejligheder direkte adgang til en stor, fælles overdækket atriumhave. Her er der plantet over 400 forskellige planter og træer, og der er rigelig plads til at dyrke både fællesskabet, sin hobby og måske en fælles køkkenhave.

Relateret indhold