Pihl afleverer 179 nye lejligheder på Teglholm Brygge

På Teglholmsgade i Københavns Sydhavn har konsortiet opført en ny boligejendom på cirka 17.000 kvadratmeter.
Halldór P. Ragnarsson, administrerende direktør i Pihl & Søn A/S. Pressefoto.
Halldór P. Ragnarsson, administrerende direktør i Pihl & Søn A/S. Pressefoto.

Der er både udsigt til vand, havnebrygge og en nyopført pavillon for de kommende beboere på Teglholm Brygge. De 179 nye lejelejligheder er indflytningsklar, efter at Pihl & Søn A/S i fællesskab med Pihlkonsortiet kunne aflevere byggeriet til en tilfreds bygherre 26. marts.

– Det er et projekt, som vi er stolte af. Synergien mellem selskaberne i Pihlkonsortiet har været tydelige gennem hele processen og har givet den rette fleksibilitet og struktur, som vi er kendt for, siger Halldór P. Ragnarsson, administrerende direktør i Pihl & Søn A/S, der selv var med, da det første spadestik blev taget i 2018.Afleveringen kommer i kølvandet på nyheden om, at Pihl-koncernen har fået det fulde ejerskab over Pihl & Søn A/S, mens MJ Eriksson bliver en del af det nye koncernselskab Pihl Holdings A/S.

– Afslutningen på dette projekt viser med al tydelig, hvad vi er og fortsat skal være i den nye koncernstruktur – en betroet og pålidelig samarbejdspartner, der indfrier bygherrernes forventninger, siger Halldór P. Ragnarsson.

Afslutningen på en rejse

De første beboere er allerede flyttet ind, og en stor del af de 179 lejligheder på Teglholmsgade i Københavns Sydhavn er lovet væk til nye lejere.

Hele ejendommen består af 17.000 kvadratmeter og er op til otte etager, der også tæller både havnebrygge og en pavillon med café og beboerhus samt stor parkeringskælder.

Teglholm Brygge med pavillon forrest. Pressefoto.
Teglholm Brygge med pavillon forrest. Pressefoto.

Det er TDC Pensionskasse, der er bygherre på projektet og færdiggørelsen af Teglholm Brygge markerer samtidig afslutningen på en række store byggeprojekter på Teglholmen for pensionskassen.

– Det har naturligvis en særlig betydning at afslutte mange års arbejde i området ved at modtage det sidste byggeri fra Pihlkonsortiet, der har været en absolut professionel totalentreprenør at samarbejde med. Det er samtidig tilfredsstillende at se det færdige byggeri, der lever op til alle vores forventninger, pryder i bybilledet, og som allerede er efterspurgt på markedet, siger Leif Stidsen, CEO i TDC Pensionskasse.

Boligbyggeriet, der er tegnet af PLH Arkitekter og med MOE som ingeniørrådgivere, er opført som totalentreprise af Pihlkonsortiet.

Relateret indhold