Nedrivninger og nye boliger i Taastrupgaard
- Almene familieboliger i 2010: 917
- Beboervedtagne nedrivninger 2019-2020: 188
- Nedrivninger i forbindelse med ghettoloven 2023-2028: 107
- Sammenlægninger af boliger reducerer antallet med: 35
- Ommærkning til ungdomsboliger: 20
- Fremtidens Taastrupgaard – almene familieboliger 2030: 567
- Samlet antal boliger i 2030 (fortætninger m. ejerboliger-, ældreboliger mm.): 1403
Taastrupgaard i Høje-Taastrup skal omdannes til en kulturbydel opdelt i mindre kvarterer og med flere nye boligtyper. 107 boliger skal rives ned, og bydelen knyttes til Taastrup Hovedgade gennem et nyt kulturstrøg. Det skriver Københavns Almindelige Boligselskab (KAB) i en pressemeddelelse.
I 2016 vedtog beboerne at rive 188 boliger ned, mens de nye nedrivninger en bunden opgave, da ghettoloven fastslår, at der maksimalt må være 40 procent almene familieboliger i de såkaldt hårde ghettoer i 2030.
– KAB har meddelt over 100 familier, at deres hjem vil forsvinde på grund af ghettolovens krav om at reducere antallet af almene familieboliger. Det er en ubarmhjertig besked at få, men for beboerne i resten af boligerne – det absolutte flertal – er der gode nyheder, da boligselskabet med Landsbyggefonden i ryggen vil totalrenovere de 567 tilbageværende lejligheder, siger kundechef i KAB, Claus Bjørton.
De nye nedrivninger foregår ved at fjerne to hele blokke samt dele af andre blokke. Det giver mulighed for at skabe tagterrasser og boligblokke i forskellige skalaer. Det tiltag samt sammenlægninger af eksisterende boliger skaber nye, attraktive boligtyper som tagboliger, drive-in boliger med indgang fra egen carport og tilgængelighedsboliger, der kan matche fremtidens boligbehov.
Mange af dem, hvis boliger forsvinder, vil få tilbudt en anden bolig i Taastrupgaard.
Ældreboliger på vej
Høje-Taastrup Kommune og Boligselskabet AKB, Taastrup har desuden indgået en aftale om at opføre 40 ældreboliger. Boligerne opføres så de bryder med de mange ens blokke og understøtter et grønt og levende stiforløb på tværs af bebyggelsen. Sammen med Børnekulturhuset opdeler de Taastrupgaard i tre mindre kvarterer, der får hver sin identitet gennem materialevalg i de nye facader, pladsdannelser og beplantning.
Umiddelbart øst for Taastrupgaard opføres et nyt bykvarter med 230 private boliger, der sammen med boligafdelingen vil danne et sammenhængende kulturkvarter med teater, billedskole, musikskole og et nyt børne- kulturhus.
Den samlede beløbsramme for udviklingen af Taastrupgaard forventes at være 1,2 milliarder kroner, der primært hentes i Landsbyggefonden og i Boligselskabet AKB, Taastrup.
Derudover investeres der 600 millioner kroner i private boliger og 250 millioner kroner i Børnekulturhus. Det sidste sker via henholdsvis private og kommunale midler.
Boligselskabet håber på, at en pilotblok kan iværksættes allerede i slutningen af 2021. Selve hovedprojektet forventes at løbe fra 2023 til 2027-28.