Marselisborg Slot, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Fredensborg Slot og Vor Frelser Kirke. Det er blot enkelte af mange historiske og ofte fredede bygninger, som kobberspecialisten Toft Kobber og indehaver Brian Toft fra Jyllinge står bag renoveringen af.
– Vi laver stort set alt, der har med gammel kobberdækning at gøre. Det er håndarbejde hele vejen igennem, og vi strækker os til det yderste for at afslutte opgaven med højeste kvalitet. På den måde giver vi nyt liv til de gamle slotte, kirker og øvrige bygninger, hvor kobber er brugt som et smukt og stateligt udtryk af datidens arkitekter og bygmestre, forklarer Brian Toft.
Kompetencer udbygges konstant
Han er selv arbejdet i perioder i Tyskland, hvor kobberhåndværket stammer fra. Kompetencerne har han siden læretiden konstant udbygget gennem solid erfaring i hele Danmark og flere steder i Europa.
Han startede virksomheden i 1986, og har fra begyndelsen været bevidst om, at der er stolte traditioner inden for dette håndværk. Korrekt udført kobberhåndværk er beskrevet i historien og litteraturen, som et vigtigt element i vores kulturhistorie. Dette gælder især de helt gamle arbejdsmetoder, byggeprincipper og ikke mindst de håndværksmæssige færdigheder.
– Når det kommer til udskiftning af et mere end 100 år gammelt kobbertag, så kan man lære rigtig meget af, hvordan det oprindelige tag blev lagt. Jeg undersøger altid omhyggeligt træet under de gamle plader. Er det begyndt at rådne, så tyder det på, at taget ikke har været lagt godt nok. Er træet til gengæld kun almindeligt slidt af tidens tand, så har tagløsningen højst sandsynligt været perfekt – og så dokumenterer jeg den løsning til senere brug. Det har givet mig en solid erfaringsdatabase, som vi sat sammen til Kobberbogen, fortæller den erfarne kobberhåndværker.
Arbejde, hobby og passion
Han deler erfaringerne med sine ansatte, der i øjeblikket tæller 10 svende samt en lærling.
– Og jeg sørger også for selv at lære af mine folk, for eksempel hvis jeg får en ny mand ansat, der har en særlig ekspertviden om et område. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden udbygger vores kompetencer og gør hinanden bedre. Det smitter af på resultatet, og det gør vores arbejdsglæde og stolthed over vores fag større, siger han og tilføjer:
– Vi gør rigtig meget ud af vores interne arbejdsmiljø. Vores arbejde er vores hobby og vores passion, for vi ved, at det vi laver skaber livsglæde hos brugerne – og derfor også hos os selv, fastslår Brian Toft.
Langt til vejrs
I øjeblikket er Toft Kobber i gang med at udskifte kobbertaget på Frederiksberg Rådhus, og her skaber højden på bygningen en høj sværhedsgrad i jobbet.
– Vi arbejder i 60 meters højde, og det er en særlig udfordring. Ikke så meget højden i sig selv, men mere fordi det blæser meget deroppe, og det kræver derfor stor omhyggelighed at lægge kobberpladerne præcist, så taget bliver helt tæt i de kraftige vinde, siger han.
Tillid giver tryghed
Det er ikke kun stabile og loyale medarbejdere, Brian Toft sætter pris på. Også de faste samarbejdspartnere er vigtige for en samlet succes med renoveringsprojektet.
– Vi samarbejder med en fast leverandør af kobbertagplader, ligesom vi også har en fast stilladsleverandør. Når man arbejder sammen i årevis, så opstå der en fælles respekt for andres fagligheder, præcision og ordholdenhed. Med tiden stoler man på 100 procent på sine samarbejdspartnere – på samme måde som kunderne kan stole på, at vores tage kommer til at holde mere end 100 år, når vi afleverer projektet, lyder det fra Brian Toft.