Sweco fortsætter sin konsolidering i arkitektbranchen med aftalen om at købe den velrenommerede, danske tegnestue Kant Arkitekter.
I januar 2018 købte Sweco arkitektvirksomheden Årstiderne, som i dag udgør arkitektforretningen i Sweco Danmark. Kant Arkitekter bliver i fremtiden en fuldt integreret forretningsenhed i den danske arkitektdivision med flere end 300 medarbejdere.
Opkøbet er en styrkelse af Swecos arkitektforretning, der i dag står stærkt på markedet indenfor både offentligt og privat byggeri i Vestdanmark, mens privat by- og ejendomsudvikling har udgjort hovedparten af aktiviteterne i Østdanmark. Kant Arkitekter har gennem de sidste mange år skabt en stærk position inden for strategiske partnerskaber samt privat og offentligt byggeri – især i Østdanmark, og med købet opnås en balanceret position mellem offentligt og privat byggeri i hele landet.
– Opkøbet er en del af Swecos strategi om at være markedsledende på både det danske og det europæiske marked for arkitekt- og ingeniørrådgivning. Siden opkøbet af Årstiderne Arkitekter har vi været frontløbere på det danske marked indenfor integreret rådgivning. Jeg glæder mig til at fortsætte den rejse sammen med Kant, udtaler CEO i Sweco Danmark, Dariush Rezai.
Plads til alle partnere
Den samlede arkitektforretning i netop Sweco vil fortsat være under ledelse af direktør Torben Klausen.
– At få Kant med ombord er et væsentligt bidrag til vores eksisterende forretning. Deres tilgang til arkitektur er helt i tråd med den måde, som vi altid har skabt arkitektur på. Vi skaber evidensbaseret, æstetisk og bæredygtig arkitektur for alle, udtaler Torben Klausen.
De to indehavere af Kant Arkitekter Anders Bay Holm og Uffe Bay-Smidt, administrerende direktør Morten Stahlschmidt, CFO Anders Holmstrup Moustgaard, akkvisitionsansvarlig Eva Bjerring samt de to partnere Karl-Martin Buch Frederiksen og Sebastian Soelberg fortsætter som ledende medarbejdere i Swecos arkitektforretning.
– Med det nye ejerskab opnår vi den bedst mulige platform og forudsætninger for fortsat vækst og udvikling. Kravene til byggeriet stiger, og det samme gør kompleksiteten i vores projekter. Vi tror på, at fremtidens rådgivere skal bidrage med en simpel forretningsmodel, hvor alle kompetencer er samlet ét sted, og hvor vores kunder oplever, at det fremfor alt er enkelt at gøre forretning, udtaler Anders Bay Holm og Uffe Bay-Smidt.
Som følge af opkøbet vil Kants 85 medarbejdere flytte sammen med Swecos arkitekter og ingeniører i Swecos hovedkontor i Ørestad under navnet “Kant Arkitekter – part of Sweco”.