Specialinstitutionen Sofieskolen har siden 1964 drevet børnehave, skole og fritidsordning for børn og unge med autisme. Nu har skolen fået nye faciliteter og er blevet et innovativt botilbud, hvor den fysiske indretning og stand lever op til de behov, som børnene og deres forældre har i dag.
Byggeriet, der er realiseret med støtte fra A.P. Møller Fonden, Realdania og Sofiefonden, er tegnet og projekteret af CREO Arkitekter A/S. For tegnestuen har det været vigtigt at skabe et udtryk, der understreger bygningens funktion: Den skal danne trygge, rolige og overskuelige rammer for skolens beboere.
– Omdrejningspunktet har været at skabe en hjemmefølelse fremfor et institutionspræget udtryk. Derfor har målsætningen været at bryde bygningen ned i mindre og overskuelige, zoneinddelte enheder med gradvis overgang fra fællesarealerne til stuerne og til den tilbagetrukne bolig. Inddelingen bidrager til at skabe tryghed, ro og nærhed, som er afgørende for børnenes og de unges individuelle udvikling, fortæller Carsten Hyldgaard, sagsarkitekt hos CREO Arkitekter.
Understøtter udvikling og sansepåvirkning
For at matche de naturskønne omgivelser ved Hareskoven, som Sofieskolen har direkte forbindelse til, er byggeriet udenpå præget af et samspil mellem store glaspartier, mørk træbeklædning på facaden og sedumtage med grøn beplantning på tagtoppen. Fra inderst til yderst har arkitekterne lagt vægt på, at materialevalget matcher skovbrynets grønne natur.
– Bygningens fantastiske grønne omgivelser giver ro og understøtter børnenes og de unges udvikling og sansepåvirkning. Derfor har et særligt fokuspunkt været at trække lys og grønne kvaliteter ind i byggeriet, ligesom skolen udenpå er præget af grønne og naturlige materialer, der får bygningen til at blende sammen med skovbrynets vegetation. Et godt eksempel herpå er den grønne tagflade, fortæller Carsten Hyldgaard.
Grønne miljøer på tagfladen
Til det 870 kvadratmeter grønne tagareal har CREO Arkitekter nemlig valgt en bæredygtig tagløsning fra Derbigum.
– Tagmembranen Derbigum SP AR er særlig anvendelig til tagløsninger, hvor der skal anlægges grønne miljøer på tagfladen – som det er tilfældet med Sofieskolen. Løsningen er nemlig dobbeltarmeret, og dens særlige robusthed og tæthed sikrer, at den grundlæggende tagkonstruktion er holdbar, og at den beskyttes mod rodnet, vind og vejr, siger tagdækker Per Nielsen fra J&B Tagentreprise.