Klar til 2. etape på Balancen

PensionDanmark igangsætter fase to af livsstilsboligerne 50+ i Kildebjerg Ry.
Der er en sund balance i byggeriet af flere seniorboliger nær Ry. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.
Der er en sund balance i byggeriet af flere seniorboliger nær Ry. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten.

I dag mødes beboerne i byggeriet Balancen for at starte etableringen af en lokalt baseret blomstereng mellem husene.

Mødet markerer samtidig, at PensionDanmark nu igangsætter 2. fase af byggeriet med 70 nye boliger på grund af den store efterspørgsel efter boligerne i første fase. Boligerne i fase 2 bliver dels flere livsstilsboliger 50+ dels livsstilsboliger for familier.

Boligerne bliver delvist bygget i træ og genbrugsmaterialer for at opnå meget lav CO2 udledning og et sundt og naturligt byggeri, hvor man har det godt. Det nye boligfællesskab ligger i naturskønne omgivelser blandt allerede indflyttede børnefamilier med direkte adgang til golfbane med 27 huller, sansepark, ridestier, kort vej til centrum af Ry og kort transporttid til både job og oplevelser i Aarhus, Silkeborg eller Skanderborg.

Boligerne bliver bæredygtighedscertificeret efter DGNB ordningen i kategorien Guld, der har til formål at øge den generelle kvalitet af ejendommen, at forbedre slutbrugernes sundhed og trivsel samt optimere vedligeholdelsen og samtidig minimere energiforbruget og miljøbelastningen.

– Flere og flere ønsker at bo med fællesskab. Samtidig bliver danskerne mere og mere klima- og naturbevidste. Det er den efterspørgsel PensionDanmark ønsker at imødekomme med Balancen og de kommende boliger i 2. fase. Som beboer får man en bolig, hvor der er tænkt over alt i forhold til at gøre byggeriet klima- og naturvenligt og hvor man selv er med til at skabe rammerne for indretning og fællesskab, siger projektudviklingsdirektør i PensionDanmark Mia Manghezi.

De kommende lejere i det nye byggeri bliver inddraget helt fra begyndelsen for at bidrage med ideer og behov til de nye bæredygtige boliger.

Relateret indhold