Tegnestue vil bygge oven på motorvejen

Et nyt forslag fra Urban Power vil gentænke området omkring Lyngby Station, hvor motorvejen skal graves ned, så et nyt byområde kan vokse frem.
Motorvejen skærer sig gennem Lyngby, men det vil Urban Power lave om på. Pressefoto.
Motorvejen skærer sig gennem Lyngby, men det vil Urban Power lave om på. Pressefoto.

Projektet

  • Lyngbymotorvejen (også kendt som Lyngby Omfartsvej) er opført i 1960.
  • Området, der strækker sig fra Jægersborgvej til Lyngby Sø, udgør i alt ca 80.000 m2
  • Over 34.000 køretøjer passerer dagligt Lyngby bymidte via motorvejen.
  • Der er i forslaget plads til omkring 110.000 m2 nybyggeri.
  • Urban Power står bag forslaget, der er udviklet på eget initiativ.

De fleste, der har været i området omkring Lyngby Station, har lagt mærke til, at der i første sals højde findes en motorvej, der skærer sig midt igennem byen.

Motorvejen fylder snart 60 år, og hos Urban Power stiller man spørgsmålstegn ved, om man skal bruge flere penge på et stykke af motorvejen, som, de mener, hører fortiden til.

Lyngby er et eftertragtet byområde med både lokalhistorisk landsbystemning og et storbyagtigt præg. En massiv gennemstrømning af mennesker giver området identitet og liv.

Men området har også udfordringer – både i forhold til trafik, parkering, boligudbud, mangel på grønne forbindelser, partikelforurening og ikke mindst støjen fra motorvejen.

Motorvejen er gravet ned, og oven på er bygget et nyt byområde. Visualisering: Urban Power.
Motorvejen er gravet ned, og oven på er bygget et nyt byområde. Visualisering: Urban Power.

Den kommende letbane er der også ved at blive gjort plads til.

S-togstationen er centralt placeret midt i Lyngby. Det er let at komme til og fra byen med S-toget, og det skaber en god base for et velfungerende tæt byområde. Men Urban Power mener, at motorvejen sammen med jernbanen fungerer som en barriere, der skærer byen over.

En grøn sammenbinding

Urban Power vil have både motorvej og jernbane ført under jorden gennem det centrale Lyngby.

Det vil både få støjen til at forsvinde, og der vil blive grobund for at etablere en samlende grøn forbindelse helt ned til Lyngby Sø samt en ny attraktiv bydel omkring stationen, lyder det fra Urban Power i en pressemeddelelse.

Boligerne i den ny bydel er vigtige i forhold til finansieringen af de underjordiske tunneller. Salg af byggeretter til de nye boliger vil kunne betale op mod halvdelen af anlægsudgifterne for en underjordisk vejforbindelse, jernbane og parkeringsanlæg, lyder vurderingen fra tegnestuen.

Relateret indhold