Den enorme Tunnelfabrik i Nordhavn er opført som støbehal for tunnelelementerne til Øresundsforbindelsen. Siden har den bl.a. fungeret som opmagasineringshal. Nu begynder en proces for at give hallen og området nyt liv.
– Jeg er sikker på, at tiden er inde til at udvikle Tunnelfabrikken som et bud på et nyt, urbant økosystem af erhverv og kultur i Nordhavn. Tunnelfabrikken bliver et fællesskab af studerende, kunstnere og professionelle aktører og beboere i alle aldre, der har lyst til at dele og investere deres ressourcer og forhåbentlig skabe en masse synergi og kvalitet, siger administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Jeg er sikker på, at tiden er inde til at udvikle Tunnelfabrikken som et bud på et nyt, urbant økosystem af erhverv og kultur i Nordhavn.
Adm. direktør Anne Skovbro By & Havn
Omfangsrig bygning
Tunnelfabrikken er 261 meter lang og 125 meter bred og bliver et gigantisk kulturhus. Visionen er, at bygningen skal skabe liv og rammer for fællesskaber i form af værksteder, atelierer, mødelokaler, spisesteder, studieboliger og forskellige sports- og legefaciliteter.
Hele grundlaget for byggeriet er at sætte kulturen i højsædet og indtænke rammerne for bylivet i den grundlæggende tænkning i byudvikling fra begyndelsen.
– Vi ønsker at skabe bykvarterer, hvor folk har lyst til at flytte ind og blive på lang sigt. Det kan historiske rammer og kulturhuse, hvor man kan hygge sig og få oplevelser være med til. Ligeså vel som vi bygger cykelstier, kloakker, kajer og veje, så skal vi tænke kulturen ind som vital infrastruktur i alt, hvad vi gør. Det er Tunnelfabrikken et bevis på, siger Anne Skovbro.
Aktivitet og stilhed
Omkring byggeriet er det tanken, at der indrettes et større område med aktiv bynatur. Som i selve byggeriet baseres landskabet på at dyrke det nuværende områdes vilde, selvgroede natur og bibeholdelse af de lange udkig i landskabet.
Naturen omkring bygningerne skal understrege, at Tunnelfabrikken skal være et projekt, der åbner sig for omgivelserne. Landskabet skal både rumme aktivitetszoner og give plads til afholdelse af events men samtidig også rumme stille oaser.