Om projektet
- Størrelse: ca. 14.000 kvm.
- Antal boliger: ca. 150 – samt nogle erhvervslejemål
- Bygherre: Partnerskab med bl.a. Domis Ejendomme
- Arkitekt: Sleth Arkitekter
- Entreprenør: Kaj Ove Madsen A/S, Aarhus
AARHUS: Med udsigt til den karakteristiske ‘Your Rainbow Panorama’ på toppen af Kunstmuseet Aros, rådhustårnet samt tårnet fra Aarhus Domkirken i horisonten er viewet allerede ganske udmærket her fra byggeriet ‘Æggepakkeriet’. Og så er entreprenøren endda kun kommet til niveau fem i bygningen, der færdigopført får hele 13 etager.
Æggepakkeriet opføres i Smilets By på det gamle godsbaneareal, som gennem de senere år har ændret sig til noget ganske andet. Godsbanen er i dag et moderne kunst- og kulturproduktionscenter med et overflødighedshorn af muligheder med blandt andet udstillingslokaler, værksteder, møderum, øvelokaler, teater, spillested og spisested.
Man kan sige, at vi starter lidt klassisk, og så bliver det vildere, jo længere man kommer ud.
Byudvikler Rune Kilden Kilden & Hindby
Plads til alle
Bolig- og erhvervsprojektet Æggepakkeriet består samlet af fire bygninger, hvoraf de tre bliver nyopførte skulder ved skulder med den gamle bygning ‘Æggepakkeriet’, som oprindeligt husede Fyns Ægexport frem til 1973.
– Vi har ikke på noget tidspunkt siden vi købte grunden og begyndte at udvikle projektet overvejet, at det gamle æggepakkeri skulle nedrives for at give plads til nyt. I vores projekt forsøger vi netop at bevare noget af det eksisterende, så det nye lettere kommer til at passe ind, forklarer Rune Kilden, Kilden & Hindby, der er idemand og igangsætter af projektet.
Han har siden 2012 siddet i Godsbanens bestyrelse, og kender derfor alt til områdets muligheder og visioner.
Der skal være plads til alle, og derfor lægger han vægt på at man forsøge at bevare huslejeniveauet i ro – det er naturligvis meget billigere at leje sig ind i et eksisterende hus i forhold til, hvis dette først skulle nedrives og et andet bygges op.
– Jeg synes det er vigtigt, at vi giver plads til nogle af de kreative kræfter og lidt skæve kvadratmeter, som måske ikke har råd til at leje sig ind i spritnyt erhvervsbyggeri, siger han denne grå oktobereftermiddag, hvor Dagens Byggeri har sat ham stævne på byggepladsen.
Desuden er de nye bygninger med til at værne om og forstærke den kulturarv, som Æggepakkeriet repræsenterer.
Fra klassisk til vildere
Samlet får det nye Æggepakkeri omkring 150 boliger og en række erhvervslokaler i stueetagerne. Boligerne opføres i mange forskellige størrelser, så de passer til både yngre og ældre, singler, par og familier.
– Vi er midt i Aarhus K, der er et mangfoldigt miljø, og Æggepakkeriet må gerne bejle til alle, siger Rune Kilden.
Entreprenøren gik i jorden med Æggepakkeriet først på året, og projektet er det første nybyggeri på det tidligere godsbaneområde, som senere får følgeskab af blandt andet den nye arkitektskole samt Lidls danske hovedkvarter og et p-hus.
To af de tre nye bygninger i Æggepakkeriet opføres i seks etager, mens det høje hus som tidligere omtalt får 13 etager. Men ikke kun højden er forskellig – det gælder også bygningernes former, facadernes materialer og farver samt loftshøjden.
Udviklerne har helt bevidst valgt en løsning, der ændrer karakter. Hjørnehusets udformning og udseende tilpasser sig bygningerne på den anden side af vejen. Så følger det gamle æggepakkeri, og derefter kommer længehuset, inden det høje hus afslutter projektet.
– De første bygninger skalmures med sten, mens kroppen på det høje hus beklædes med stål og får søjler af rå beton. Samtidig ændrer vi på etagehøjden, så det ikke bliver ens. Man kan sige, at vi starter lidt klassisk, og så bliver det vildere, jo længere man kommer ud, forklarer Rune Kilden og tilføjer:
– Det handler meget om at forsøge at gøre tingene en lille smule anderledes. Folk er jo forskellige, så derfor skal vi ikke bygge deres boliger ens, fastslår han.
Lige ved Aarhus Å
Foruden Kilden & Hindby tæller partnerskabet bag Æggepakkeriet ejendomsselskabet Domis, og de to parter har flere andre fælles projekter i bagagen – blandt andet Lighthouse 2.0 og Pakhusene på Aarhus Ø.
Sleth Arkitekter har tegnet Æggepakkeriet og var også meget tidligt med i udviklingsprocessen af Æggepakkeriet.
Totalentreprisen varetages af Kaj Ove Madsen A/S, Aarhus.
– Det er en meget spændende og afvekslende opgave, siger projektleder Michael Dissing fra Kaj Ove Madsen A/S, Aarhus.
Han fortæller, at med Aarhus Å i ‘baghaven’ har der været store krav til arbejdet med funderingen.
– Hjørnehuset og det høje hus er funderet med pæle. Vi har banket omkring 300 pæle i på op til 28 meter. Længehuset i midten er til gengæld støbt på et fladt fundament, som er omkranset af en spuns for at holde indtrængende vand borte, siger projektlederen.