Tak til Camilla, hun giver os blødt vand

Camilla Tang fra Niras hjælper til at omstille hovedstadens vandforsyning, så der kommer blødt vand i hundredtusindvis af haner. Det betyder ombygning af flere af vores allerstørste vandværker, og for sin indsats er Camilla den anden nominerede til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023.

Årets Unge Rådgiver

  • Årets Unge FRI-rådgiver
  • Siden 2009 har Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, hvert år kåret årets unge FRI-rådgiver.
  • En rådgivende ingeniør på max 35 år, der er ansat i en af foreningens medlemsvirksomheder, og som har udrettet noget ekstraordinært via sit talent og arbejdsindsats. Det er de unge rådgiveres ledere, der indstiller dem, og et udvalg i FRI’s bestyrelse, der udvælger de fem finalister i konkurrencen om årets pris.
  • Alle fem finalister indstilles til den europæiske konkurrence EFCA Future Leader of the Year, og vinderen får desuden sponsoreret et undervisningsforløb, der kvalificerer til FIDICS Future Leaders Management Certificate.
  • Kåringen af Årets unge Fri-rådgiver 2023 finder sted torsdag 2. marts kl. 16.30, og Dagens Byggeri præsenterer finalisterne i ugen op til.
  • Livestream af kåringen kan følges her.

Det danske vandhanevand er verdensklasse, mener nok de fleste. Luk op for den kolde hane, og der er velsmagende vand direkte fra vandposten i langt størstedelen af landet .

Men der er nu alligevel plads til forbedringer, og dem er Camilla Tang i fuld sving med at tilvejebringe. Hun er specialist i avanceret vandbehandling og vandkemi hos Niras i Allerød. Her bruger Camilla sin ekspertise og sin forskning som Erhvervs PhD til at hjælpe forsyningsselskaber med at undgå kemikalier i vores drikkevand.

Men specielt på et område er hun med til at forbedre vandet i rigtig mange husstande i Københavnsområdet. På ‘Værket ved Søndersø’ i Værløse har hun udviklet en metode til at beregne kalkudfældningspotentialet i vand.

Et arbejde, der gør hende til en af fem finale-kandidater til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023. En pris som Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har uddelt hvert år siden 2009, og som Dagens Byggeri dækker frem mod kåringen den 2. marts.

Et stort paradigmeskifte i den danske vandforsyning

Og selv om det måske lyder teknisk at regne på kalkudfældningspotentialer, så handler det om at fjerne kalk i vand. Hofor (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) er i gang med at erstatte syv af Danmarks allerstørste vandværker med helt nye og topmoderne anlæg, så hovedstadsområdet kan få blødere drikkevand og bedre forsyningssikkerhed.

Omstillingen til centralblødgøring er et stort paradigmeskifte i den danske vandforsyning og kræver, at der benyttes ny og mere avanceret teknologi. Derfor er det vigtigt, at Hofor finder den teknologisk bedste løsning, der både er økonomisk og bæredygtighedsmæssigt fordelagtig.

‘Værket ved Søndersø’ opføres ved Værløse og fungerer som pilotprojekt for de resterende vandværksprojekter.

Camilla har her deltaget som processpecialist og har udviklet en metode til at beregne kalkudfældningspotentialet i vand for at sikre gevinsterne ved blødgøring. Arbejdet inkluderer også udviklingen af et beslutningsværktøj, som forsyningsselskaber kan bruge, når de skal vælge den mest optimale løsning til blødgøring.

Værktøjet bruges i dag hos en lang række danske vandforsyninger, der overvejer blødgøring.

Ekstraordinær kobling mellem forskning og forsyningen

Allerede i sine studieår bidrog Camilla med relevant forskning i vandblødgøring og modtog i den forbindelse to priser for sit afgangsspeciale på DTU.

Senere har hun gennem sin Ph.d. med Hofor, Niras og DTU Miljø (nu DTU Sustain), drevet et innovativt procesdesign til de største vandværker i Danmark.

– Dermed har Camilla skabt en helt ekstraordinær forbindelse mellem universitetsverdenen, forsyningssektoren og rådgiverbranchen. Både i Danmark og via internationale relationer, fortæller Jens Brandt Bering, direktør for Forsyning i Niras.- Camilla deler med største entusiasme sin viden med resten af branchen, hvorfor hun afholder webinarer og oplæg både internt og eksternt, ligesom hun deltager i enhver relevant konference og messe, siger han.

– Her har Camilla en helt særlig evne til at ramme målgruppen og formår med største overbevisning at kommunikere i øjenhøjde med sit publikum.

Hofor: En afgørende indsats med store gevinster for forbrugerne

– Camilla har været fremragende til at forstå Hofors behov og udfordringer, ligesom hun har et skarpt blik for forbrugeren og de øvrige interessenter. Hun har hele tiden holdt fokus på at formidle og forsikre samfundsværdien af de teknologiske valg og beslutninger, hvilket har været afgørende, fordi centralblødgøring er et stort paradigmeskifte i Danmark, siger Erling V. Fischer, projektchef i Hofor.

– Med sin nævneværdige indsats har Camilla sørget for, at vi nu er i stand til at beregne, til hvilket niveau vi skal blødgøre, for at opnå de ønskede effekter for forbrugeren. Beregningsmodeller, der er meget komplekse og afhængige af mange parametre i det behandlede drikkevand, siger han og understreger:

– Men Camilla er i stand til at forklare og formidle på mest overbevisende facon. Derfor har Hofor opnået et procesdesign, der samlet set giver et positivt klimaftryk og får store gevinster for forbrugerne.

Læs mere om konkurrencen Årets Unge FRI-rådgiver.

Relateret indhold