DI Sydøstjyllands InitiativPris
- InitiativPrisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt mindre og mellemstore virksomheder i Danmark.
- Vinderen skal være en SMV-virksomhed med under 100 ansatte.
- Vinderen er en virksomhed, som kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere.
- Marlon Mørtel A/S deltager i den landsdækkende konkurrence blandt DI’s 18 regionale initiativprisvindere.
- Den landsdækkende vinder findes på DI’s SMV-dag den 10. marts 2022.
Mørtel i sække af genbrugsplast, strøm fra solceller og genanvendelse af næsten alle materialer.
Marlon Tørmørtel i Brædstrup går langt for at sænke klimaaftrykket på deres produkter og fremstillingen af dem. Det nyeste tiltag er miljøvaredeklarationer, så virksomhedens produkter kan bruges i bæredygtigt byggeri. Derfor vinder virksomheden DI Sydøstjyllands Initiativpris 2021.
– Fremtiden er grøn, og de virksomheder, der allerede nu forstår vigtigheden af at omstille sig, vil være et skridt foran. Vi har haft fokus på virksomheder, der det seneste år har gjort en særlig indsats for at fremtidssikre virksomheden og virksomhedens produkter, da vi ledte efter en vinder af DI Sydøstjyllands Initiativpris, siger formand for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg.
Sammen med borgmester i Horsens Peter Sørensen uddelte han DI Sydøstjyllands InitiativPris 2021 til virksomheden Marlon Tørmørtel.
Ejer Martin Ladegaard og adm. dir. Sten Søgaard modtog prisen som er et diplom og et stykke glaskunst.
– Det er helt fantastisk at få sådan en pris. Vi har jo været i gang med den grønne omstilling i mange år, både fordi der er god økonomi i det, og fordi det er et konkurrenceparameter – det gælder i forhold til salg og i forhold til at kunne tiltrække medarbejdere, siger ejer af Marlon Tørmørtel Martin Ladegaard.
Lavt spild og og genanvendelse
F.eks. genanvender virksomheden næsten alle materialer og har en spildprocent på mellem 1 og 1,5 procent. Spild var også i fokus, da Marlon Tørmørtel skiftede papirsækkene ud med vandtætte sække af bæredygtigt plast. Papirsækkene blev nemlig ofte fugtige, når de lå på byggepladsen, hvilket betød, at en del af mørtelen blev ødelagt og gik til spilde.
Virksomheden er netop blevet færdig med at udarbejde miljøvaredeklarationer, såkaldte EPD’er, så virksomhedens produkter kan blive certificeret og bruges i bæredygtigt byggeri.
– Beton og cement er i sig selv ikke bæredygtigt, men vi kan heller ikke undvære det i vores byggerier. Heldigvis kommer der hele tiden nye og mere bæredygtige typer af cement, og så kan vi som virksomhed optimere processerne og gøre dem så bæredygtige som muligt. Det har vi hele tiden fokus på, fortæller Martin Ladegaard.
– Lige nu arbejder vi på at få solceller på både vores eksisterende og nye lagerhal. Vi håber, at kunne reducere en god del af vores strømforbrug i produktionen. Vores firmabiler bliver lige så stille udskiftet med el- og hybridbiler, og vi har koldt lager og råvarelager for at reducere vores CO2-aftryk.
Den indstilling gør Marlon Tørmørtel til en god rollemodel for den grønne omstilling og har gjort, at DI Sydøstjylland har fået øje på virksomheden.
– Marlon Tørmørtel er en lokal virksomhed, hvor anden generation har gjort grøn omstilling til en del af virksomhedens DNA. Det er med til. Et eksempel, som forhåbentlig kan være til inspiration, siger Johannes Saugbjerg, formand for DI Sydøstjylland.