Byggebranchen i Vestdanmark står ikke stille, og derfor lancerer Building Green nu BG:Vest som en videreudvikling af Building Green Aarhus.
Programmet er gentænkt med ambitionen om at samle hele bygge- og anlægsbranchen på tværs af byer og fagligheder, med en ny struktur og et tydeligere fokus på Vestdanmark.
Nyt partnerskab skal styrke containerkapaciteten i Vestdanmark
Programmet er opbygget i fire mindre, faglige spor, der giver de besøgende mulighed for selv at sammensætte deres program.
Sporene er ’Levende Byer’, ’Kloge Materialevalg’, ’Anlæg & Drift’ og ’Byens Ressourcer’ og fordeler sig på alle tre scener med hver med sin egen moderator.

– Jeg tror, det bliver rigtig interessant. Det giver både plads til de brede panelsamtaler på den store scene og til den mere nære dialog på de mindre scener. Og så gør det som regel noget godt, når vi med fælles fodslag flytter os fra et sted til et andet – både i overført betydning og i konkret forstand, siger Anne-Mette Hjøllund, der er seniorrådgiver og arkitekt hos Bark Rådgivning og moderator på sporet ’Levende Byer’, og fortsætter:
– Vi er et relativt lille land i en stor verden, men vi har en stærk tradition for at skabe udvikling i fællesskab. Det er netop den kulturarv og tradition for samskabelse, vi skal trække på, hvis vi skal lykkes med at udvikle byggebranchen i en mere ansvarlig retning og passe bedre på planeten, når vi skaber fremtidens byer, byrum og bygninger.
”En vigtig lokation”: Bygma investerer i Vestdanmark
Også Peter Andreas Norn fra Jordnær Rådgivning, der er moderator på ’Byens Ressourcer’, ser stort potentiale i det nye format:
– Robusthed er en af byggeriets største udfordringer – og samtidig et af branchens største vækstområder i de kommende år. Byggebranchen er i rivende udvikling. BG:Vest spiller en vigtig rolle i at give branchen et overblik over tendenser, produkter og samarbejdspartnere. Det er en stærk mulighed for at møde alle aktører i branchen. Det glæder jeg mig til.
Processer og erfaringer
Lokale erfaringer og samarbejde på tværs af byer spiller en central rolle i programmet for BG:Vest. Fokus er derfor på konkrete projekter og lokale stemmer for at skabe rum for videndeling og inspiration, der rækker ud over den enkelte by og faglighed.
– Der er fart på udviklingen i flere af de jyske byer, og med skiftet vil vi signalere vigtigheden af, at byerne arbejder sammen og lærer af hinanden. Derfor er vi meget glade for det nye program, hvor hvert spor både rummer de store samtaler og de mere nære, praksisnære dialoger og processer.
– Vi har lagt vægt på, at indlæggene ikke kun præsenterer resultater, men også processer og erfaringer, som andre kan lade sig inspirere af, fortæller Sarah Elhauge, administrerende direktør i Building Green.
Tegnestue gør endnu et partner-scoop: ”Vi skal have endnu bedre fat i Vestdanmark”
Den tilgang afspejler sig også i programmets konkrete indhold, hvor aktuelle problemstillinger og lokale erfaringer danner udgangspunkt for debatter og samtaler.
BG:Vest afholdes den 22. og 23. april i Aarhus Congress Center.
