Unge hjemløse får egne boliger i Carlsberg Byen

I et kommende ungdomsbyggeri opføres en række ungdomsboliger, der skal støtte unge i at bryde ud af hjemløsheden.

Antallet af hjemløse danskere stiger og andelen af unge hjemløse bliver større og større. I dag er der således næsten 6.500 danskere er hjemløse og 2.000 af dem er unge.

I et forsøg på et nedbringe det antal vil man give de hjemløse tag over hovedet – et eget hjem, som både er moderne og godt at bo i og samtidig til at betale.

Der skal også være fællesarealer og fællesrum, så beboerne både kan vælge at være i fællesskabet eller trække sig tilbage i egne rammer.

Den slags boliger er der ikke mange af, så nye boligformer er under udvikling til hjemløse, der skal have eget hjem. Faktisk er manglen på dem akut, men i Carlsberg Byen i Ørestad er et bud på boligtypen på vej i et kommende ungdomsboligbyggeri.

Efter planen skal hver 10. af boligerne bygges særligt til unge på vej ud af hjemløshed. Boligerne designes på en måde, så lejlighederne og fællesarealerne både fremstår som et moderne ungdomsboligmiljø.

– Jeg er rigtig glad for de nye boliger, som giver os nogle vigtige erfaringer med, hvordan vi bedst bygger boliger til unge, der har været hjemløse. Det handler dels om, at huslejen skal være lav. Men i høj grad også om, at boligerne er en del af en større helhed, så de unge ikke opfatter det som stigmatiserende at bo i dem, siger Mia Nyegaard, socialborgmester i København (RV).

Det er Danske Funktionærers Boligselskab (DFB), der er bygherrer og bag byggeriet er også Realdania, Københavns Kommunes Socialforvaltning og domea.dk. Sidstnævnte styrer selve byggeprocessen.

Hos bygherren ser man frem til at gøre en forskel:

– Som almen boligorganisation er det kernen i vores virke at sikre boliger til alle – såvel unge som ældre, familier og enlige, siger Pia von Benzon, formand for Danske Funktionærers Boligselskab.

– Derfor betyder det meget for os, at der skabes gode boliger, der er til at betale – også for de udsatte unge, som vitterligt ikke har meget at betale huslejen med. Vi håber, at vi med støtten fra Realdania kan vise, at det er muligt at bygge ligeværdige boliger til de unge, som giver dem et godt sted at bo og mulighed for at indgå i et fællesskab – også så centralt i København, siger hun.

Relateret indhold