Tre teams udpeget til at udvikle ny hospitalsbygning i Randers

To bygninger rives ned på Randers Regionshospital, så der bliver plads til en 19.000 kvm ny hospitalsbygning med bl.a. 20 operationsstuer. Håbet er, at der også kan findes penge til to sengeetager.
Før Vita kan blive en realitet, skal to eksisterende bygninger rives ned. Illustration: Arkitema
Før Vita kan blive en realitet, skal to eksisterende bygninger rives ned. Illustration: Arkitema

Den nye hospitalsbygning Vita (‘liv’ på latin) på Regionshospitalet Randers blev sendt i udbud i begyndelsen af marts. Byggearbejdet har været udbudt som integreret byggeri (totalentreprise og totalrådgivning) i EU-udbud i konkurrencepræget dialog, og nu er følgende tre teams prækvalificeret til opgaven:

– Link Arkitektur med 5E Byg – underrådgivere er Ingeniør’ne og Langebæk

– Aart Architects med MT Højgaard Danmark – underrådgiver er Niras

– Rambøll Danmark med NCC Danmark – underrådgiver er C.F. Møller Danmark

Formand for udvalget for bæredygtighed, teknologi og anlæg, Henrik Gottlieb Hansen, siger:

Læs også: Med udsigt over Randers: Endnu et tårn står færdigt på Thors Bakke

– Vi er glade for, at der nu er sat navn på tre stærke teams, som alle er gode kandidater til opgaven. Det bringer os et skridt nærmere byggeriet af et moderne og fremtidssikret regionhospital i Randers til gavn for både patienter og medarbejdere.

Foto: De prækalificerede teams skal finde plads til både operationsstuer, opvågningspladser, intensivsenge, fødestuer og neonatalsenge i den nye, 19.000 kvm bygning Vita på Regionshospitalet Randers. Illustration: Arkitema
De prækalificerede teams skal finde plads til både operationsstuer, opvågningspladser, intensivsenge, fødestuer og neonatalsenge i den nye, 19.000 kvm bygning Vita på Regionshospitalet Randers. Illustration: Arkitema

Der bliver plads til 20 operationsstuer, 48 opvågningspladser, 11 intensivsenge, 7 fødestuer og 12 neonatalsenge i nybyggeriet, der forudsætter nedrivning af to eksisterende bygninger. De første mursten forventes at blive revet ned i 2026.

Håber på yderligere to sengeetager

De tre teams skal nu hen over sommeren indgå i dialogfasen med henblik på at afgive deres tilbud på at udføre projektet. De skal derudover også give forslag til to sengeetager, som ikke er omfattet af den nuværende investeringsplan, som Regionsrådet havde mulighed for at godkende i efteråret 2023.

Læs også: Kender planloven som sin egen bukselomme – nu skifter han job

– Vi er meget glade for det, der er bevilliget, men vi har også et stort håb om, at der bliver fundet midler til, at de to sengeetager bliver en del af projektet, idet der fortsat er mange firesengsstuer i drift på hospitalet. Det er vigtigt for os med gode, langsigtede forhold for patienterne, siger hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers, Henrik Larsen.

Vinderen af udbuddet forventes at blive udpeget i december 2024. Det 750 mio. kr. dyre projekt forventes at stå færdigt i midten af maj 2032, viser et opslag i Byggefaktas bygge- og anlægsdatabase SMART.

Relateret indhold