De tre teams
- TEAM C.F. Møller
- – C.F. Møller A/S
- – Niras A/S
- – Urgent.Agency A/S
- – Cushman & Wakefield P/S
- TEAM Effekt
- – Effekt Arkitekter ApS
- – Cassøe Frost Borchmann ApS
- – Trafik Plan ApS
- – Konsulent “Fru Andersen”
- – WTM Engineers GmbH
- – ISC Rådgivende Ingeniører A/S
- – Nordicals Erhvervsmæglere Randers
- TEAM Vandkunsten
- – Vandkunsten A/S
- – COWI A/S
- – Marianne Levinsen Landskab ApS
- – Johanne Bugge Experience Consult ApS
18 har budt ind i alt, og af disse er tre teams nu udpeget til at lave hver deres bud på udviklingen af et nyt byområde på havnen i Randers.
De tre ekspertteams, der er sluppet igennem nåleøjet er: team C.F. Møller, team Effekt og team Vandkunsten. De skal nu inden sommer lave hver deres bud på en udviklingsplan for Byen til Vandet. Forslagene bliver offentliggjorte til offentlig debat i juli og august, hvorefter dommerkomitéen udvælger vinderforslaget. Den endelige udviklingsplan bliver herefter gjort færdig, sådan at Randers byråd forventeligt kan godkende planen i januar 2020.
Forskelligt sammensatte teams
De udvalgte teams er forskellige og har hver deres fokuspunkter. Dette forventes at kunne bidrage til særlige løsninger og forslag til den komplekse opgave.
Byen til Vandet er Randers byråds ambitiøse vision om byudvikling, der skal udvikle en ny bydel på de nuværende havnearealer mellem midtbyen, Gudenåen og Randers Fjord – til gavn for både bosætning, erhverv og turisme. Samtidig skal projektet beskytte Randers mod stormfloder.
Udflytningen af Randers Havn til nye og bedre arealer sydøst for den nuværende placering skaber mulighed for udviklingsprojektet Byen til Vandet. Når det sker, vil havnen etapevis efterlade store arealer, der sammen med andre ubebyggede arealer på i alt ca. 59 ha kan anvendes til attraktiv byudvikling i den unikke flodnatur.
– Randers har med Byen til Vandet en unik mulighed for at arbejde med mange aspekter i byudvikling på én og samme tid. Opgaven med udviklingsplanen er kompleks og kræver høj faglighed og velvillighed til at efterprøve og udvikle nye synergier mellem projektøkonomi, bæredygtig byudvikling, klimatilpasning og sameksistens med en levende og aktiv erhvervshavn i bevægelse. Det skaber ideelle muligheder for, at udviklingsplanen for Randers kan blive et visionært eksempel på en robust og fremtidssikret byudvikling, siger Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania og medlem af dommerkomitéen.