Torveprojektet i Ringsted skal samle bymidten

Omdannelsen af Torvet i Ringsted skal skabe grundlag for et byliv med plads til aktiviteter, der kan tiltrække og fastholde folk i bymidten.
Torvet i Ringsted skal laves om, og opgaven starter med en arkitektkonkurrence. Pressefoto.
Torvet i Ringsted skal laves om, og opgaven starter med en arkitektkonkurrence. Pressefoto.

Torvet i Ringsted fungerer ikke synderligt godt som byrum, da der mangler plads til ophold og byliv. Pladsen domineres af parkeringspladser, og den er gennemskåret af meget trafik. Udsynet til Sct. Bendts Kirke er en vigtig del af Torvets kvalitet, men samtidig er det en udfordring med hensyn til at samle byrummet, og der opstår nogle meget uheldige vindforhold på grund af den meget store og åbne plads. Derfor ønsker Ringsted Kommune at gennemføre en helhedsplan, der kan samle og styrker hele bymidten. Kommunen ønsker derudover at klimasikre de centrale dele af Ringsted By.

Realdania og Ringsted Kommune vil i fællesskab udskrive en arkitektkonkurrence, så arkitekterne kan komme med bud på, hvordan man ved at opføre en ny bygning på Torvet bedre kan samle byrummet.

Det skal have en let og transparent karakter, der på én gang opdeler og samler byrummet.

Lars Autrup Projektchef, Realdania

Bygningen, som Realdania finansierer med 8,5 mio. kr., skal skabe et attraktivt opholdssted med mere læ, samtidig med at udsynet til kirken bevares, og sammenhængen på pladsen styrkes. Herudover vil der i bygningen blive forskellige publikumsrettede aktiviteter som for eksempel en café og nye offentlige toiletter, der skal gøre det mere attraktivt at opholde sig på torvet. Kommunen og Realdania skal nu sætte sig sammen og beslutte næste skridt.

Arkitektonisk kvalitet

– Realdania har valgt at støtte den i forvejen gode udvikling i Ringsted Kommune, og vi glæder os til at være med til at skabe en bygning med høj arkitektonisk kvalitet, som skal spille op til Rådhusets, Sct. Bendts Kirkes og Børsens arkitektur. Det skal have en let og transparent karakter, der på én gang opdeler og samler byrummet, siger projektchef i Realdania, Lars Autrup.

Som en del af torveomdannelsen nedlægger man de nuværende parkeringspladser på Torvet. Til gengæld kan der etableres nye parkeringspladser forskellige steder i bymidten, og parkeringsmulighederne bliver forbedret ved, at man opsætter en række elektroniske parkeringsvisere, som man kender det fra stationsområdet i dag.

– Jeg er glad for, at Realdania med deres store erfaring og ekspertise på anlægsområdet har valgt at gå ind i projektet og kan se potentialet i det. Personligt er jeg sikker på, at vi sammen får skabt et unikt og moderne torv med respekt for historien, som vil give hele bymidten et markant løft, siger borgmester Henrik Hvidesten.

Relateret indhold