Ny tennishal, svømmestadion, hotel, forbedret travbane med tilhørende hesteeksperimentarium og nedgravet atletikstadion i midten, indendørs cykel- og multiarena, faciliteter til diverse skovaktiviteter, mulighed for at sove i trækronerne under åben himmel og en nyanlagt rambla til at forbinde det hele. Og så lige kronen på værket: et splinternyt fodboldstadion.
Det var et sandt overflødighedshorn af en helhedsplan, som Friis & Moltke sammen med Bruunsbo Byudvikling forærede til borgmesteren, rådmanden og de økonomiske partnere bag fornyelsestankerne for det grønne, rekreative idrætsområde i den sydlige del af Aarhus. Den store idéskitse var en julehilsen fra arkitekterne og planlæggerne.
– Vi har ikke prøvet det før på den måde. Det er egentlig ikke tænkt som et offentligt forslag, men et oplæg, siger partner og kreativchef hos Friis & Moltke Mikkel Wienberg og tilføjer:
– Vi har primært kun fået positive tilbagemeldinger og ros for vores ideer, men der er ikke foretaget konkrete neddyk i idéerne.
Interesse og tidlig billet
Qua sit virke som arkitekt og indfødt Aarhus-dreng har Mikkel Wienberg fulgt med i den cirka fem år lange debat om fremtiden for det grønne område i det sydlige Aarhus, og han har siden debattens begyndelse haft de første skitser og tegninger liggende i skuffen. De er nu blevet støvet af, opdateret og sat ind i en sammenhængende plan udarbejdet i samarbejde med Mette Bruun fra Bruunsbo Byudvikling, der også har fulgt udviklingen i årenes løb.
– Det er ren og skær interesse og lyst, men det er et seriøst forsøg på at tænke holistisk og højne oplevelsen af at være i området. Det kan blive et fantastisk rekreativt åndehul for aarhusianerne, siger arkitekten, som heller ikke lægger skjul på interessen i et muligt engagement:
– Det er da også en måde og på et tidligt tidspunkt at lægge en billet ind på projektet, når planerne skal realiseres, og der bliver udskrevet en konkurrence, siger han.
Det vil kræve store investeringer. Men i starten af december meldte Salling Fondene og Lind Invest ud, at de hver står klar med en kvart million kroner til et nyt stadion, hvis Aarhus Kommune med en helhedsplan kan fastholde de rekreative muligheder.
– Jeg tænker, at mange andre sportsgrene kan have deres gang i Kongelunden. Det kan eksempelvis være svømning, som kan være med til at løfte idrætslivet i Aarhus. Der er et svømmestadion på Ingerslevs Boulevard, men det kunne måske flytte til moderne rammer i den sydlige del af byen og tilgodese midtbyen med nye muligheder på byggegrunden, siger Mikkel Wienberg.
Stadion med plads til drømme
Det aarhusianske fodboldflagskib, “de hviee”, indgår naturligvis også i planerne. AGF’s nuværende stadion, ligger allerede i området, men det har efterhånden nogle år på bagen og udstyret med løbebaner, der skaber afstand mellem de lokale helte og publikum. Et splinternyt stadion er derfor i tankerne – et der måler sig med den østjyske optimisme og måske kan huse Champions League.
– Om stadionet skal kunne bruges til hverdag og fest, vil vi lade andre om at vurdere. Men der er ikke langt fra 20.000 tilskuere til 25.000, som DBU har udtrykt ønske om. Der er i gennemsnit mere end 11.000 tilskuere til AGF’s kampe, hvis stadionkapaciteten skulle lande på 25.000, er der en opgave med at få det til at føles halvfyldt, ikke halvtomt, drømmer Mikkel Wienberg, der tidligere har været involveret i stadionprojekter i Esbjerg, Randers, Lyngby og Aalborg.
Hvis han også kommer til at sætte et aftryk på Aarhus Stadion, vil det have stor betydning for aarhus-drengen, der for år tilbage selv har sprunget længdespring på Ceres Park.
Med det foreløbige ideoplæg har Friis & Moltke og Bruunsbo Byudvikling v/ Mette Bruun forsøgt at samle hensynet til hele området og tilgodese brugere og interessenter, infrastrukturelle og miljømæssige forhold samt de æstetiske, historiske og økonomiske muligheder i området.