Mange af de unge flytter fra Danmarks nordligste by, så snart de kan. Den udvikling skal nu vendes. Derfor lægger Skagen Kultur- og Fritidscenter (SKFC) – med fuld opbakning fra Frederikshavn Kommune – nu op til ombygning af eksisterende bygninger samt renovering og udbygning af centeret, der bl.a. skal have nye uddannelsesboliger, ny multihal samt et helt nyt gymnastik- og motorikunivers.
Den nye multihal bygges på siden af den eksisterende hal og skal være rammen om alle typer af sport, inklusive den mere spontane idræt.
C.F. Møller Architects har tegnet skitserne til det nye multifunktionshus, der efter udvidelsen bliver på hele 15.000 kvm og skifter navn til Skagenhallen.
– Alle husets funktioner bindes fysisk og visuelt sammen, dels indvendigt af en ny forhal, dels udvendigt af et ensartet facademateriale. Udvidelsen indpasser sig i den eksisterende bygningsvolumen og skala, anvender træ i hovedkonstruktioner og nyfortolker de traditionelle røde tegl, som den oprindelig bygning er opført i, ved at anvende såkaldte teglbaguettes, forklarer Søren Tortzen, designansvarlig og leder af C.F. Møller Architects i Aalborg og uddyber:
– Materialet bruges både som facademateriale, værn, hegn og solafskærmning samt giver mulighed for moderne udformning med afrundende hjørner og organiske former, der både afspejler den rekreative karakter af huset og gør, at bygningen fremstår mere markant i bybilledet.
Hårdt brug for de unge
De ca. 45 moderne uddannelsesboliger skal opføres med fokus på fællesskaber og muligheden for et aktivt fritidsliv og skal være medvirkende til, at de unge bliver i byen.
– Vi har hårdt brug for de unge i vores virksomheder, og vi kan tilbyde mange gode lærepladser. Derfor skal vi tage rigtig godt imod de unge og sørge for, at de bliver inkluderet i både eksisterende og nye fællesskaber. De skal have et godt hverdagsliv både på jobbet og i fritiden, og de skal helt fra starten have et rart sted at bo sammen med andre unge, lyder det fra formanden for SKFC, Klaus Henry Kristoffersen.
C.F. Møller Architects arbejde med skitserne for Skagenhallen kommer i forlængelse af en lignende opgave i Grenaa, hvor arkitektvirksomheden arbejder på en større bearbejdning af Kulturhuset Pavillonen. Også dette projekt tager udgangspunkt i et oprindeligt byggeri, som er knopskudt over tid.
Hvornår projektet i Skagen sættes i gang, svæver fortsat hen i det uvisse. I første omgang afholdes en workshop d. 18. april for byens borgere, brugere, ikke-brugere, virksomheder og ikke mindst byens unge. Når der er lyttet til alle relevante in-put og ideer, skal projektet tegnes færdigt, og så sætter de tilknyttede projektudviklere fra Volapyk! ApS i Skanderborg gang i fundraisingen.
Den første million kroner er allerede i hus. Den kommer fra ENV-Fonden.