Om projektet
- Fakta om Pilegårdstrekanten i Dianalund
- Et 175.000 m2 stort område
- Et miks af boformer og boligtyper, dvs. rækkehuse, etagehuse og parcelhuse
- I alt ca. 300-400 boliger og op til 1000 beboere
- Forventet tidsplan
- Præsentation af helhedsplan og visualisering for kommunen sommeren 2020
- Politisk vedtagelse af forslag til lokalplan december 2020
- Høring januar 2021
- Endeligt vedtaget i april 2021
- Byggemodning september 2021 – februar 2022
- Udbud og salg af grunde i februar 2022 med forventet overtagelse i juni 2022
Mellem bycentret og hospicegården Filadelfia og med udsigt til marker så langt øjet rækker ligger Pilegårdstrekanten i Dianalund.
Sorø Kommune vil udvikle området til en bæredygtig bydel med et miks af boformer. Kommunen har bedt den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco om at udforme en helhedsplan for området, som sætter rammerne for udviklingen af bydelen, hvor FN’s verdensmål skal omsættes til konkret, fysisk indretning.
– Valget er faldet på Sweco, fordi de har vist, at de har blik for at skabe en spændende bydel, som er bæredygtig både socialt, økonomisk og klimamæssigt. Jeg glæder mig til at følge udviklingen af området – og ikke mindst til, at vi i starten af 2022 forventeligt kan sætte de første grunde til salg, siger borgmester i Sorø Kommune, Gert Jørgensen (K).
Helhedsplan og verdensmål
FN’s 17 verdensmål indgår i stigende omfang i kommuners og virksomheders arbejde med bæredygtighed, men for at FN’s mål ikke skal forblive abstrakte overskrifter, er det afgørende for Sorø Kommune at få Sweco til at oversætte målene til konkret og relevant fysisk indretning. Målene skal med andre ord oversættes til boligarkitektur og landskabsmæssigt udtryk. Det skal skabe gode rammer for liv og fællesskab og tydeliggøre, at Sorø Kommune bidrager til at indfri verdensmålene.
– Vores opgave er meget klar, men samtidig åben og udfordrende. Hvordan kan vi oversætte verdensmålene til nogle fysiske greb, der gør dem relevante for borgerne? Konkret vil vi for eksempel arbejde med verdensmål 13, der handler om klima, og se på, hvordan vi kan bruge regnvand til at skabe rekreative arealer, så regnvandet ikke bliver et problem, men en ressource, forklarer Malene Jensen, der er projektleder på udviklingen af helhedsplanen hos Årstiderne Arkitekter, som er en del af Sweco.
Fokus på fællesskaber
Malene Jensen fortæller, at rådgiverteamet blandt andet ser på, hvordan bydelen kan bidrage til at skabe nye store og mindre fællesskaber.
– Bydelen kan komme til at bestå af et miks af boformer med ambitioner om at skabe store og mindre fællesskaber på tværs af generationer, for eksempel gennem fælleshuse med gæsteboliger og fælles køkken og dermed mulighed for møder mellem områdets beboere og gæster. Samtidig er det planen at koble bydelen til den øvrige del af Dianalund via eksisterende og nye veje og stier, så Pilegårdstrekanten bliver en integreret del af byen, siger hun.
Netop nu arbejder Swecos trafik-, akustik- og miljøingeniører og arkitekter med analyser af området, der skal ligge til grund for udviklingen af en ambitiøs helhedsplan for Pilegårdstrekanten, der i sidste ende skal føre til en lokalplan. Den første milepæl er illustrationer af, hvordan området kan udvikles og en præsentation for kommunen kort før sommerferien.