Svævende villa er årets mest innovative hus

En usædvanlig bolig i Glostrup er netop blevet tildelt IdéPrisen 2016 som årets mest vellykkede og innovative, arkitekttegnede hus.
Ofte kommer et hus til at virke meget kompakt, når man bygger i flere etager på en lille grund. Arkitekten bag årets vinder af IdéPrisen, Lars Bo Poulsen fra Nørkær + Poulsen Arkitekter, har skabt bevægelse mellem etagerne, hvilket får huset til at virke dynamisk og let. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
Ofte kommer et hus til at virke meget kompakt, når man bygger i flere etager på en lille grund. Arkitekten bag årets vinder af IdéPrisen, Lars Bo Poulsen fra Nørkær + Poulsen Arkitekter, har skabt bevægelse mellem etagerne, hvilket får huset til at virke dynamisk og let. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.

Danske BoligArkitekters råd til et arkitekttegnet hus på mini-budget

  • 1. Læg et budget, og fremlæg det for arkitekten. Vær dog opmærksom på, at der ligesom ved andet byggeri kan opstå uforudsete udgifter senere i forløbet.
  • 2. Vær meget specifik omkring dine krav og behov. Det letter arkitektens arbejde.
  • 3. Begræns dig. Man kan altid vælge bedre materialer og smukkere løsninger, men det koster – på samme måde som med et typehus, hvor folk ofte ser grundprisen, men glemmer, at det koster mere, hver gang du skal bestille trelagsvinduer, massive trægulve osv. Vælger man fx tagpap og en simpel konstruktion, får man råd til smukke fliser, lækkert dagslys og personlige detaljer.
  • 4. Sæt fokus på kvalitet frem for kvantitet – et stort hus er ikke nødvendigvis bedre end et mindre. Men det er dyrere at bygge.
  • 5. Lav grundig research. Man kan spare penge mange penge på fliser, hvidevarer, køkken og gulv ved at indhente flere tilbud og krejle lidt. Det tager tid, men sparer penge.

Isma og Usman Syed er vant til, at forbipasserende drejer hovedet, når de kører forbi deres hjem i Hvissinge Skov ved Glostrup. De kommende måneder bliver interessen formentlig endnu større. Deres svævende hus er nemlig blevet kåret som vinder af arkitekturprisen IdéPrisen 2016 for årets mest vellykkede, private nybyggeri. Det oplyser Danske Boligarkitekter i en pressemeddelelse.

IdéPrisen er boligejernes egen arkitekturpris og uddeles af Danske BoligArkitekter, der er et samarbejde mellem Bolius, Boligejernes Videncenter, og Danske Arkitektvirksomheder. Ideen er at vise, at arkitekter ikke kun kan bruges til kunstmuseer og operahuse, men også når almindelige boligejere skal have bygget nyt hus.

Isma og Usman Syed havde nogle helt særlige ønsker til deres kommende hus og kiggede i flere år på færdigbyggede huse. Til sidst måtte de erkende, at deres meget personlige ønsker kun kunne blive indfriet ved hjælp fra en arkitekt. Og deres unikke drømmehus, der blev tegnet specielt deres byggegrund kostede cirka det samme som et typehus.

Tilpasset hus

– Ved et typehus tilpasser du dig huset. Det her hus er derimod lavet lige præcis til os. Det føles helt specielt at bo i et hus, som ingen andre i hele verden har. Vi ville gerne have store åbne rum og højt til loftet, og det får du altså ikke i et typehus, hvor konstruktionen er forudbestemt. For eksempel er der otte meter til loftet og kig til himlen fra vores køkken, siger Usman Syed.

Det er fjerde gang, IdéPrisen uddeles, og i år har man valgt at fokusere på arkitekttegnet nybyggeri. Vinderen er udvalgt af både en professionel jury og via en afstemning på danskeboligarkitekter.dk. Juryen består af Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder, Erik Rimmer, chefredaktør på Bo Bedre, Kristine Virén, arkitekt og formidlingschef i Bolius, Jesper Nielsen, ejendomsmægler og kendt fra tv-programmerne “Hammerslag” og “I hus til halsen” samt Pernille Hjorth, arkitekt og sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter.

Juryen er meget begejstret for huset og og har blandt andet lagt vægt på, at familiens sjæl går igen i huset.

– Familien har fået meget arkitektur for pengene, og det er ikke kun arkitektens fortjeneste. De har fra første skitse engageret sig med stor entusiasme i processen og været kompromisløse i deres ønsker til husets form og arkitektoniske udtryk – for eksempel det svævende hjørne, der er lavet uden støttesøjle, siger arkitekt Pernille Hjorth.

Ruminddelingen får også roser med på vejen.

– Ruminddelingen er næsten det bedste ved huset. Der er en naturlig ruminddeling til børn og voksne på begge etager. Det giver et hus, hvor livet virkelig kan leves, siger Erik Rimmer, chefredaktør på Bo Bedre.

I stigning

I 2015 blev der bygget 3.815 private huse i Danmark, hvilket er en stigning på 150 i forhold til året før. Danske Boligarkitekter oplever en stigende interesse fra private, der gerne vil have et personligt og skræddersyet hus til en pris, der kan konkurrere med de bedste af typehusene. Ifølge ejendomsmægle og medlem af dommerpanelet Jesper Nielsen giver det i forhold til et eventuelt hussalg god mening at tænke unikt og kreativt.

– Hvis valget står mellem to lige store huse i samme område, vil alle vælge det arkitekttegnede. Der er en tydelig tendens til, at vi gerne vil adskille os mere og mere. Vi ser det både i det tøj, vi går i, og de steder, vi rejser hen. Det betyder noget for os, at vores ydre skal repræsentere os godt, og med hjælp fra en arkitekt kan folk få deres hus til at fortælle en særlig historie, siger Jesper Nielsen.

Han understreger dog, at det er vigtigt, at huset ikke bliver for specielt. Funktionaliteten skal stadig være i orden, for hvis huset er for specielt og fyldt med skæve vinkler, er der en meget lille målgruppe i forbindelse med et fremtidigt salg.

Huset er tegnet af Lars Bo Poulsen, Nørkær + Poulsen Arkitekter, og byggeprisen er 3,75 mio. kr. – heraf udgør arkitekthonoraret på 170.000 kr. Huset er på 270 kvm og opført på en grund på 300 kvm.

Vinderen af IdéPrisen får 25.000 kr. plus en statuette af den fynske kunstner Jens Ingvard Hansen.

- Det her er uden tvivl en bolig, som rigtig mange mennesker gerne ville bo i. Den detalje, jeg er mest forelsket i ved dette hus, er trappen. Den er vanvittig smuk, og kombinationen af træ og mere rå materialer er løst på en utrolig æstetisk måde, siger jurymedlem Lene Espersen, direktør for Danske Arkitektvirksomheder. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
– Det her er uden tvivl en bolig, som rigtig mange mennesker gerne ville bo i. Den detalje, jeg er mest forelsket i ved dette hus, er trappen. Den er vanvittig smuk, og kombinationen af træ og mere rå materialer er løst på en utrolig æstetisk måde, siger jurymedlem Lene Espersen, direktør for Danske Arkitektvirksomheder. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
- Huset er fyldt med oplevelser - både ude og inde. Især det søjleløse hjørne, som indefra åbner op til himlen og giver en 'the sky is the limit-følelse', siger ejendomsmægler og jurymedlem Jesper Nielsen. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
– Huset er fyldt med oplevelser – både ude og inde. Især det søjleløse hjørne, som indefra åbner op til himlen og giver en ‘the sky is the limit-følelse’, siger ejendomsmægler og jurymedlem Jesper Nielsen. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
- Huset er tydeligvis som skræddersyet til stedet. Modsat et typehus, der kan stå alle steder og derfor også ofte bliver ret upersonligt, er huset her bygget til at ligge i præcis denne skov med præcis det her lysindfald. Og parret har oven i købet fået det til en meget lav pris, siger Kristine Virén, arkitekt og formidlingschef i Bolius - Boligejernes Videnscenter. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
– Huset er tydeligvis som skræddersyet til stedet. Modsat et typehus, der kan stå alle steder og derfor også ofte bliver ret upersonligt, er huset her bygget til at ligge i præcis denne skov med præcis det her lysindfald. Og parret har oven i købet fået det til en meget lav pris, siger Kristine Virén, arkitekt og formidlingschef i Bolius – Boligejernes Videnscenter. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
Isma Syed, sekretær, Usman Syed, global it-chef, og parrets tre sønner på 4, 12 og 16 år. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
Isma Syed, sekretær, Usman Syed, global it-chef, og parrets tre sønner på 4, 12 og 16 år. Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.
Foto: Andreas Mikkel Hansen/Danske BoligArkitekter.

Relateret indhold