Store tegnestuer er klar til projektkonkurrence

By & Havn sætter navne på de prækvalificerede til masterplanen for Amager Fælled Kvarter.
Fem teams er prækvalificeret til masterplanen for Amager Fælled Kvarter. Foto fra C.F. Møllers hjemmeside.
Fem teams er prækvalificeret til masterplanen for Amager Fælled Kvarter. Foto fra C.F. Møllers hjemmeside.

Ørestads samlede bystruktur skal gøres komplet igennem en ny projektkonkurrence om at udvikle Amager Fælled Kvarter som det sidste byområde i Ørestads samlede bystruktur, og By & Havn har prækvalificeret fem teams til udviklingen af masterplanen for området. De fem teams tegnes af C.F. Møller, Henning Larsen, Arkitema, Vandkunsten og Polyform.

Ørestad forenes og fuldendes, når det sidste bykvarter, Amager Fælled Kvarter, de kommende år omdannes til en moderne og bæredygtig boligby.

Vi har en ambition om at gøre det nye Amager Fælled Kvarter til det mest levende, frodige og bæredygtige kvarter i Ørestad.

Lasse Palm Afdelingsleder, C.F. Møller Landscape

Hos Arkitema vil man forsøge at udnytte potentialet i den omgivende natur i konkurrenceprojektet.

Stort potentiale

– Det er et projekt med et stort udviklingspotentiale og en unik karakter, så vi er glade for at kunne komme med vores bud på, hvordan Amager Fælled Kvarter skal udvikles, siger Stig Ammitzbøl Jørgensen, kreativ leder for Urban Design hos Arkitema Architects, i en pressemeddelelse.

I alt består projektet af 40 hektar i den sydøstlige del af Amager Fælled, hvoraf der kan opføres boliger på de 18 hektar. Amager Fælled Kvarter får en central placering i Ørestad med tæt naboskab til Grønjordssøen, Amager Fælled, Ørestad City og Bella Kvarter. Det fremtidige byområde skal derfor binde Ørestad sammen samt fungere i symbiose med naturen og fælleden.

– Vi er opsatte på at udvikle et bud på et byområde, der formår at udnytte projektets store potentiale. Det er beliggende i Ørestad, som er under rivende udvikling, og på kanten af Amager Fælled, der er et af de mest karakteristiske naturområder i København. Det giver os en mulighed for at udvikle et bæredygtigt bykvarter med en levende storbykultur og helt nye by- og boligformer midt i naturen, siger Stig Ammitzbøl Jørgensen.

Frodigt og bæredygtigt

Også hos C.F. Møller vil der være stort fokus på naturen lige uden for døren i projektområdet.

– Vi har en ambition om at gøre det nye Amager Fælled Kvarter til det mest levende, frodige og bæredygtige kvarter i Ørestad. Området repræsenterer en enestående mulighed for at skabe en masterplan for et nutidigt, oplevelsesrigt og tilpasningsdygtigt bykvarter med særligt fokus på naturens rekreative potentialer, siger Lasse Palm, afdelingsleder for C.F. Møller Landscape.

Det forventes, at konkurrencen sættes i gang i midten af april 2016, og at en vinder kan kåres ultimo oktober 2016. Herefter begynder lokalplanprocessen i et samarbejde mellem vinderteamet, By & Havn og Københavns Kommune.

Relateret indhold