I alt 35 projekter er indstillet til Dansk Landskabspris 2015, og det er ny rekord. Prisen uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, og det er i år syvende gang, at prisen uddeles.
Målet med Dansk Landskabspris er ifølge organisationerne bag at sætte fokus på landskabsarkitekturens mangfoldighed. Derudover hædrer Dansk Landskabspris 2015 landskabs-arkitektoniske værker eller personer, hvis projekter tjener som inspiration for den overordnede udvikling af landskabsfaget.
Vi er meget glade for, at landets fremmeste landskabsarkitektvirksomheder i den grad har vist interesse for prisen ved at indstille deres projekter.
Lillan S. Thomsen{break}Sekretariatsleder i Danske Landskabsarkitekter
Fokus på klimasikring
Det er en række af landets anerkendte landskabsarkitektvirksomheder, kommuner og privatpersoner, der har indstillet de 35 projekter, som er spredt ud over hele landet.
Indstillingerne varierer i størrelse og indhold – fra færdiggjorte by- og landskabsrum over strategioplæg til projekter, der tager afsæt i de stedbundne potentialer og tager hensyn til de landskabs- og kulturhistoriske værdier.
Indstillingerne viser blandt andet, at projekter, der kombinerer landskabsarkitektur og klimasikring, er mere aktuelle end nogensinde før. En anden overordnet tendens er, at man udvikler multifunktionelle byrums- og landskabsprojekter, så det bliver mere almindeligt, at det samme byrum både rummer plads til ophold og ro samt bevægelse og aktivitet.
Endelig åbner man landskabs- og byrum omkring uddannelsesinstitutioner og private virksomheder, så offentligheden kan anvende de tilstødende by- og landskabsrum, der indgår i et nyt samspil med deres omgivelser.
Glade for interessen
Danske Landskabsarkitekter er sekretariat for Dansk Landskabspris 2015, og sekretariatsleder Lillan S. Thomsen glæder sig over de mange indstillinger.
– De indstillede projekter viser landskabsarkitekternes mangfoldighed og kreativitet. Vi er meget glade for, at landets fremmeste landskabsarkitektvirksomheder i den grad har vist interesse for prisen ved at indstille deres projekter. Derudover viser kommunernes og privatpersoners indstillinger, at der i disse år er øget interesse for, hvordan landskabsarkitekter bidrager til at skabe offentlige mødesteder, opholds- og aktivitetsrum. Dette samtidig med at de på en helhedsorienteret og bæredygtig facon imødekommer de klimamæssige, økonomiske og sociale udfordringer, samfundet står overfor. Jeg ser frem til følge den videre proces og er spændt på at se, hvilke finalister juryen indstiller til Dansk Landskabspris 2015, siger hun i en pressemeddelese.
Tre finalister
Der er således nedsat en jury, som de kommende måneder gennemgår alle de indstillede projekter og nominerer tre finalister, der præsenteres ved den officielle prisoverrækkelse i januar 2016. Vinderprojektet bliver belønnet med 50.000 kroner og de to øvrige, nominerede forslag får hædrende omtale.
Prisjuryen 2015 består af én repræsentant fra hver af de tre organisationer samt to uvildige repræsentanter. Juryen er består af følgende:
Landskabsarkitekt MAA MDL Lisbeth Westergaard, LIW planning, repræsentant for Danske ARK.
Landskabsarkitekt MDL Bo Holm-Nielsen, ZoffmannHolm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.
Landskabsarkitekt Steen Himmer, Gentofte Kommune, repræsentant for Park og Naturforvaltere.
Professor, arkitekt MAA, PhD Tom Nielsen, Arkitektskolen Aarhus, uvildig repræsentant.
Journalist, tv-vært Adrian Lloyd Hughes, DR Kultur, uvildig repræsentant.