Om Danish Wood Award
- Danish Wood Award er landets ældste arkitekturpris og er oprettet af Træinformation i 1958.
- Hæderen går til en tegnestue, der har udvist store kunstneriske kvalifikationer, teknisk dygtighed og overbevisende anvendelse af træ.
- Prisen er blevet uddelt hvert andet år, men er på grund af COVID-19 blevet udskudt til 2021.
- Vinderen udvælges af en uvildig komité, som består af formand Mikael Koch, ark. MAA og direktør i Træinformation, Anna Maria Indrio, ark. MAA og partner i Norrøn, Nicolai Richter-Friis, ark. MAA og partner i Lundgaard & Tranberg Arkitekter, Søren Rasmussen, ark. MAA og indehaver af ONV Arkitekter, Anders Brix, ark. MAA samt Søren Nielsen, ark. MAA og partner hos Vandkunsten.
- Prisen er på 100.000 kr. og er støttet af Træinformation, Danske Byggecentre og DI Træsektionen.
Den nye arkitektskole i Aarhus har på kort tid opnået stor opmærksomhed for sin unikke arkitektur. En skole, der hidtil har været spredt på forskellige lokaliter i byen, men som med den nye skole er blevet samlet i en bygning, som kan give de studerende et inspirerende fagligt modspil.
Her er Mediateket et af de centrale og helt specielle elementer i bygningen. En flere etager høj trækonstruktion, som ligner en af den mange arkitekturmodeller, de studerende selv producerer dagligt. Her dog fuld skala og af træ.
Designet af Praksis Arkitekter, som nu modtager Danish Wood Award 2021 og 100.000 kr. for installationen.
Rigdom af kvalitet, højt til loftet
Løsningen tager afsæt i en helt enkel idé om en stor reol med søjler, dragere og dæk.
– Tegnestuen har formået at anvende og udfolde idéens muligheder, sådan at der opstår en rigdom af rum og kvaliteter. Her er der både højt til loftet med plads til store arkitektmodeller og dobbelthøje trapperum, men også små intime rum med lavt til loftet beregnet til fordybelse, som det lyder fra priskomiteen.
– Som hus-i-huset formidler Mediateket overgangen mellem de vidt forskellige skalatrin, som findes i hhv. bogen, reolen, kroppen og det åbne rum af beton – og gennem facadens glasparti endda videre til den omgivende by. Disse forskellige skalatrin, som vi i de fleste bygninger oplever adskilt fra hinanden, er i Mediateket simultant til stede, og oplevelsen i rummet har derfor mange mellemtoner. Uanset hvor i strukturen, man befinder sig, ser man mange lag, så det oplevede rum bliver dybt og mættet.
Komiteen hæfter sig også ved, at Praksis Arkitekter står bag en række andre vellykkede arkitektoniske værker i træ:
– Viljen til at arbejde med træ som byggemateriale i flere projekter og gøre det på en fortræffelig måde, anfører priskomiteen som yderligere et argument for, at Praksis Arkitekter vælges som dette års prisvinder.