Efter godt to års arbejde har Realdania By & Byg, der er datterselskab af foreningen Realdania, og som udvikler eksperimenterende nybyggeri, bydele og bevarer historiske ejendomme, afsluttet restaureringen af ejendommen ’Gammelby Mølle’ ved Fredericia.
Midt mellem Vejle og Fredericia og på kanten af den kuperede Elbodal, hvor Mølleå snor sig, ligger den velbevarede 200 år gamle vandmølle, som Realdania By & Byg købte i 2021 for at restaurere og bevare hele anlægget som et unikt eksempel på en velkendt og karakteristisk bygning fra datidens landbosamfund:
– Med restaureringen af Gammelby Mølle har vi sikret en sjælden og meget velbevaret historisk bygning, som står næsten uforandret, siden den blev opført i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, siger Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld.
Genopretter bevaringsværdig gård: Biobaserede materialer er løsningen
Han tilføjer:
– Som et produktionsværk med intakte møllehjul og kværne vidner vandmøllen om et stort kapitel i dansk landbrugs- og produktionshistorie, hvor udnyttelsen af vandets kræfter og møllerens ekspertise var af stor betydning for forarbejdning og fremstilling af materialer og råvarer.
Restaurering af hele avlsgården
Restaureringen har hovedsageligt haft fokus på den store avlsgård, dvs. de tre længer.
Hele avlsgården har fået et nyt stort sammenhængende stråtag, og alt bindingsværket er repareret, ligesom store mængder dårligt træ er udskiftet med nyt. Derudover er alle tavl genopmuret, og bygningerne er sikret med et solidt fundament og dræn.
Stuehuset og selve møllen, der begge er fredet, blev restaureret af den tidligere ejer få år før, at Realdania By & Byg købte hele ejendommen.
Restaureringen af stuehuset har derfor været koncentreret om at genskabe de farver, som kendetegner 1800-tallet, hvor huset blev opført.
Økonomisk bæredygtighed for hele ejendommen
Igennem århundreder leverede de danske vandmøller energi til Danmarks mange små og store produktionsværker, men i takt med industrialisering og stordrift blev vandmøllerne gradvist overflødiggjort, og i dag er de fleste stort set forsvundet.
Byg-Erfa: Sådan forebygges brand i ældre bygninger under renovering
Ved en undersøgelse i 1950’erne registrerede Nationalmuseet, at der gennem tiden har været godt 3.000 vandmøllesteder i Danmark.
Ved ca. 300 af stederne er der i dag stadig spor i landskabet efter et vandmøllested, men antallet af intakte, fungerende vandmøller er under 50, og her er Gammelby Mølle en af dem:
– Med restaureringen af Gammelby Mølle er hele ejendommen nu bevaret som et stykke levende bygningskultur, og med især genopretningen af de tomme og nedslidte avlslænger er der sikret en økonomisk bæredygtighed for den samlede ejendom. Længerne er nu gjort klar til en ny anvendelse som f.eks. erhverv eller kontor, fortæller Peter Cederfeld.