Det vil forventeligt tage ca. 30 år at omdanne havneområdet i Randers til den moderne og centrale bydel Flodbyen Randers. Så det skal gøres ordentligt fra start af, er grundholdningen hos arealudviklingsselskabet, Flodbyen Randers P/S, som AP Ejendomme ejer sammen med Randers Kommune.
Der er derfor stor tilfredshed med, at man er lykkes med at tiltrække en af landets største kapaciteter indenfor byudvikling til at sikre, at der bygges holdbar arkitektur af høj kvalitet i det nye byområde.
Det er den prisvindende professor, dr.h.c, arkitekt og byplanlægger, Jan Gehl, der nu skal sætte sit tydelige aftryk på Fjordbyen Randers, ligesom han gennem flere årtier har gjort det med en række af verdens storbyer som bl.a. New York, London og Melbourne.
– Flodbyen er en meget interessant case, som har potentiale til at blive en model for fremtidens by. Kvalitetsrådet skal være med til at sørge for, at alle investorer i Flodbyen lever op til de krav, som fra starten er blevet sat til projektet. I kvalitetsrådet kommer vi til at have et særligt fokus på, at investorernes projekter kvalificeres under deres udvikling, og at bygherrer under anlægsfaserne holder, hvad de har lovet i forhold til udførelsen og arkitekturen i deres ejendomme, siger Jan Gehl, der finder det særdeles positivt, at Flodbyen Randers P/S har valgt at nedsætte et kvalitetsråd:
– I kvalitetsrådet vil vi være med til at sørge for, at der bliver fulgt op på de intentioner, der er, så Flodbyen ender ud som et projekt, der er med til at binde byen sammen og bliver et område, som hele regionen vil bruge aktivt, fortæller Jan Gehl.
Læs også: Første investor køber sig ind i fjordby – nu mangler bare lokalplanen
Kvalitetsrådet vil fremadrettet blive udvidet med Anne Dorthe Vestergaard, landskabsarkitekt og partner i Vega Landskab, Lene Hammer, arkitekt og tegnestueleder hos Transform, og Morten Leen, chief sustainability officer i AP Ejendomme.
Har kæmpe potentiale
Direktør i Flodbyen Randers P/S og projektchef i AP Ejendomme, Jesper Plauborg, glæder sig over, at kvalitetsrådet skal være med til at sikre, at investorerne i Flodbyen lever op til de krav, byrådet og borgerne i Randers har sat for udviklingen af bydelen.
– Udpegningen af kvalitetsrådet er endnu en brik i arbejdet med realiseringen af Flodbyen, som skal være med til at gøre det til en levende bydel, der passer sammen med det eksisterende Randers, siger Jesper Plauborg, der er stolt over, at Flodbyen Randers har formået at tiltrække så kompetente kræfter til kvalitetsrådet.
– Det fortæller mig, at Flodbyen har et kæmpe potentiale, siger han.
Adm. direktør i AP Ejendomme og bestyrelsesformand for Flodbyen Randers P/S, Peter Olsson, ser som investor i Flodbyen frem til samarbejdet med kvalitetsrådet.
– Jeg tror, at kvalitetsrådet bliver en god hjælp for investorerne i Flodbyen. Kvalitetsrådet vil være med til at sikre en rød tråd gennem de bygninger, som bliver opført, hvilket kan være en nyttig hjælp for investorerne. Det vil være med til at sikre, at de, der vælger at investere i Flodbyen, er sikre på, at det sker på samme grundlag, når det kommer til kvalitet og holdbar arkitektur, siger Peter Olsson.
Et opslag i SMART, Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark, viser, at første projekt i Flodbyen Randers bliver klimatilpasning og stormflodssikring af den rekreative oase Justesens Plæne, der ligger mellem Gudenåen og Randers centrum. Herefter følger opførelse af boliger, erhverv, busterminal, Rema 1000, p-hus og byrum som perler på en snor.
Bygger for mennesker
Borgmester Torben Hansen siger:
– Det er vigtigt, at vi har et råd, der har et særligt fokus på, at investorernes forskellige projekter lever op til de standarder, der er sat. Det gælder både i forhold til at sikre, at byudviklingen sker med en høj kvalitet og med en holdbar arkitektur i ejendomme, byrum og landskab. Med de folk, der er udpeget til rådet, er jeg ikke i tvivl om, at de er med til at sikre en høj kvalitet i hele projektet. Vi skal bygge for mennesker og med rum og plads til naturen, siger Torben Hansen.
Det er Jan Gehl formentlig helt enig i. Hans motto er ‘people first’.