Rådgiverteam vinder udbud om ny bydel

Sweco og Årstiderne Arkitekter har vundet udbuddet af den nye bydel Favrholm Nord ved Hillerød. Vinderprojektet skal skabe en ny, grøn bydel med boliger, institutioner, erhverv samt park- og byrum.
Den nye bydel ligger syd for Hillerød. Navnet Favrholm kommer fra en hovedgård i området.
Den nye bydel ligger syd for Hillerød. Navnet Favrholm kommer fra en hovedgård i området.

Sweco Danmark og Årstiderne Arkitekter har sammen vundet et af deres hidtil største projekter, siden Swecos opkøb af Årstiderne Arkitekter i 2018.

Vinderteamet, som netop er offentliggjort af Hillerød Kommune, skal nu konkretisere masterplanen for området i den sydlige del af Hillerød med et samlet ingeniør- og arkitekturprojekt. Projektet skal realiseres frem mod 2022.

– Vi er utrolig stolte af, at vi har vundet det her udbud som et integreret designteam. Vi viser for alvor, hvilke kompetencer det samlede Sweco rummer indenfor blandt andet klima, miljø, byggemodning, infrastruktur og ikke mindst landskabsarkitektur, som i dette tilfælde binder hele projektet sammen, og er tænkt ind i hver enkelt teknisk løsning, fortæller Jimmy Bloch Sørensen, afdelingschef for Roads i Sweco Danmark.

Livskraft som omdrejningspunkt

I afgørelsen fra Hillerød Kommune, fremhæves det, at vinderprojektet blandt andet er udvalgt på grund af sammenhængen mellem de tekniske løsninger og landskabsarkitekturen.

– Favrholm Nord er et utrolig spændende projekt, som vi er glade for at blive en del af – en helt ny bydel, hvor landskabsarkitekturen i så høj grad kommer til at binde området sammen i form af blandt andet nye pladser og byrum, beplantning samt kunstprojektet Earthwork, der udvikles sammen med den internationale kunstner Maya Lin. En anden spændende del af projektet er det strategiske partnerskab om projektet Livskraft. Livskraft er et visionært udviklingsprojekt, der udforsker nye former for aktiviteter, fysiske faciliteter og fællesskaber, der fremmer det hele og sunde liv, fortæller Christian Sørensen, der er kreativ leder for Landskab hos Årstiderne Arkitekter.

Livskraft er et partnerskab mellem Nyt Hospital Nordsjælland og Hillerød Kommune, der blander kunst, kultur, byudvikling, hospitalsvæsen og forskning. Derudover rummer opgaven et stort klimaprojekt, som varetages af Swecos eksperter indenfor klimasikring, vand og miljø.

– Projektet rummer flere udfordrende opgaver indenfor blandt andet klimasikring, håndtering af regnvand og den høje grundvandsstand, som er kendetegnende for området ved Favrholm Smørkildefinger. Her skal vi arbejde med klimasikring af blandt andet veje og af de forskellige boligområder, som også kan blive berørt ved for eksempel kraftige regnskyl, fortæller Klaus Rosendal, der er afdelingschef for Water & Environment i Sweco Danmark.

Det tværfaglige vinderteam skal konkretisere masterplanen for området. Masterplanen er udarbejdet af BOGL Arkitekter.

Relateret indhold