PLH omdanner historisk feriested

Nu går omdannelsen af det tidligere pensionat Hunosøgaard på Møn i gang. PLH Arkitekter forvandler det til et moderne feriested og markedsplads for lokale fødevarer.
PLH står bag moderne fortolkning af det historiske feriested Hunosøgaard. Illustration: PLH Arkitekter.
PLH står bag moderne fortolkning af det historiske feriested Hunosøgaard. Illustration: PLH Arkitekter.

Efter fem års udviklingsarbejde går omdannelsen af det historiske pensionat Hunosøgaard på Højemøn nu i gang. Med Klintholm Gods som bygherre har PLH Arkitekter tegnet otte moderne hotellejligheder med tilhørende gårdbutik, som skal danne en uformel ramme af høj kvalitet om aktiv friluftsferie med unikke mad- og naturoplevelser.

– For os er det enormt livgivende at arbejde med denne type projekt, der er så lokalt forankret og kan være med til at understøtte det stærke lokale engagement, vi igennem alle årene har oplevet på Møn, siger partner og direktør i PLH Arkitekter Søren Mølbak.

Projektet er en del af Realdanias udviklingsindsats ‘Fremtidens Herregård’, og Hunosøgård er PLHs fjerde projekt i området siden arkitekterne vandt konkurrencen om Geocentret i 2003.

Det var godsejer Peter Scavenius, der i 2013 igangsatte projektet, og nu har sønnen Carl Gustav Scavenius overtaget. Ønsket fra Scavenius-familien er, at gøre Hunosøgaard til samlingssted for både lokale og gæster på Møn, der kan nyde det naturskønne område og lokale højkvalitetsprodukter:

– Vi ønsker at skabe en oplevelse af ro og fordybelser i en bygning, der afspejler naturen. Når man har natur af første klasse, er det også vigtig, at have produkter, der matcher det. Det håber vi meget at kunne gøre med både hotellejligheder, vores café og gårdbutik. Bygningen skal være en naturtro base, man kan vende hjem til eller besøge efter at have nydt områdets fantastiske natur, siger Carl Gustav Scavenius.

Forvandling med sans for tid og sted

Hotellejlighederne opføres som et længehus, der falder naturligt ind i det historiske kulturlandskab og de omkringliggende landbrugsbygninger og bindingsværkshuse.

Husets design har en rustik karakter med referencer til ladebygningens typologi med høj tagryg og store porte i facaden. Huset vil stå i naturtræ med grønt tag beplantet med sedummosser. Også værelserne får indvendig træbeklædning, og et stort vindue med en dyb, lavtsiddende karm bringer udsigten over søen helt ind i de enkelte værelser.

Det er PLH Arkitekters fjerde projekt på Møn siden arkitektfirmaet vandt konkurrencen om Geocentret i 2003. PLH har fx udviklet en masterplan for naturcampingpladsen Møns Klint Camping, der har vundet flere internationale priser bl.a. for en ‘dark sky’ indsats.

PLH står også bag en 267 meter lang boardwalk gennem skoven, fra Geocenter Møn til Freuchens Pynt, der giver kørestolsbrugere adgang til terrænet og flere udsigtspunkter.

Relateret indhold