OL: Danmarks cirkulære pavillon klar til tusindvis af gæster

Arkitekt Camilla Richter-Friis van Deurs repræsenterer den danske arkitektstand på den danske pavillon ved OL i Paris. Livskvalitet, bæredygtighed og klimaforandringer kommer i fokus.
Den danske pavillon
Det er Lendager og Briq Arkitekter, der har designet den danske pavillon med titlen ‘Denmark – The Land of Everyday Wonder’. Deron Thomas

En lille del – eller nærmere mange små dele – af Danmark er i disse dage rykket ind i den danske pavillon ved Det Danske Hus midt i Paris i forbindelse med det 33. OL, der netop er indledt i byen.

Her vil publikum kunne opleve et unikt vindue til Danmark.

Pavillonen blev indviet ved en VIP-ceremoni med deltagelse af det danske kongepar, der i fællesskab klippede det røde bånd over som symbol på åbning af pavillonen.

Dronning Mary i lang, rød kjole og kong Frederik i jakkesæt står klar til at klippe det røde bånd over. De har hver sign saks. I baggrunden står masse mennesker og filmer med deres mobiler
Det danske kongepar var med til at indvie den danske Pavillon, hvor der hver dag under OL – udover den faste udstilling i pavillonen – vil være bl.a. musik, ølsmagning af alkoholfri øl, Lego-leg, brætspil mv. Foto: Deron Thomas

Den danske pavillon ved OL har eksisteret siden legene i London i 2012, og har siden tiltrukket i omegnen af 200.000 besøgende ved hvert OL siden. Ved legene i Rio de Janeiro fik Danmark international presseomtale til en værdi af 113,9 mio. kr.

Vigtig forskning og undervisning

Det er Lendager og Briq Arkitekter, der har skabt den 500 kvm store, danske pavillon, der er opbygget af genanvendelige stole. Med som en af ’syv danske ildsjæle’ (se nedenfor) ved årets OL i Paris er også tidligere stadsarkitekt i København, adjungeret professor på Arkitektskolen Aarhus, PhD, partner og arkitekt MAA i Nordic Office of Architecture, Camilla Richter-Friis van Deurs.

Hun skriver på LinkedIn:

”Vores projekter i Nordic Office of Architecture Danmark har fokus på livskvalitet samt bæredygtige løsninger i forhold til den globale kamp mod klimaforandringer, dalende sundhed og trivsel mv. Derfor er jeg stolt over, at vi repræsenterer den danske arkitektstand på pavillonen. Og pavillonen understreger hvor vigtig forskning og undervisning er for at få den næste generations talenter i spil”.

Foto inde fra den danske pavillon - bl.a. ses et kæmpe foto af skovtårnet og en menneskestor Lego-figur af en cyklist
Lego er selvfølgelig også med som projektpartner. Bl.a. kan de besøgende se en cyklist bygget i Lego. Foto: Deron Thomas

Hun tilføjer:

”Pavillonen tager afsæt i ‘Denmark – The Land of Everyday Wonder’, som er den paraply, Danmark bliver markedsført under i udlandet. Heri ligger, at det ikke er de storslåede monumenter eller vilde naturfænomener, som Danmark kan byde på, men at det er vores livsstil, der er attraktionen. Nemlig det uformelle, det legende og alle de små̊ ting, der gør os og vores hverdag til noget helt unikt, og som afspejles i vores kunst, kultur og kreativitet”.

Foto af en gang på pavillonen. På den ene side et stort spejl, på den anden side bl.a. Subway Surfers, dansk design m.v.
Danmark bliver præsenteret på mange forskellige måder på den danske pavillon. Bl.a. er Skovtårnet, en skraldespand fra København, Subway Surfers, den danske cykelkultur, cirkulær arkitektur, dansk design m.v. repræsenteret. Foto: Deron Thomas

Blandt de mange partnere på den danske pavillon finder man bl.a. Bestseller, Cykling uden alder, Danmarks Naturhistoriske Museum, H.C. Andersens Hus, Lakrids by Bülow, Landbrug & Fødevarerådet, Mikkeler, Vadehavskysten, Wonderful Copenhagen m.fl.

Pavillonen er åben for alle frem til og med d. 11. august. Der er gratis adgang.

De syv ildsjæle er:

Nicklas Brendborg, 28, ph.d. ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Københavns Universitet. Hans forskning handler ikke om, hvordan vi bliver så gamle som muligt, men om, hvordan vi kan have en ung, sund krop så længe som muligt. Der er dog mange ting, der spænder ben for det sunde liv.

Camilla Richter-Friis van Deurs, 42, Head of Urban Development hos Nordic Office of Architecture og professor ved Aarhus Arkitektskole. Københavns arkitektur og byplanlægning baner vejen for en bæredygtig by, fordi det offentlige rum først og fremmest designes ud fra et mål om at hæve livskvaliteten for alle, der bor der – uanset socialt lag.

Ole Kassow, 57, stiftede bevægelsen Cykling uden alder i 2012 med missionen om at give ældre ret til vind i håret og en følelse af frihed på et tidspunkt af livet, hvor mange er bænket på et plejehjem. Har spredt sig til 39 lande over hele verden.

Olivia Kirkegaard, 12 år, 6. klasse på Lynghedeskolen. Vandt i 2023 prisen for Årets Holdkammerat. Hun drømte om at starte til fodbold, men der var ikke noget pigehold i hendes hjemby. Så hun startede sit eget hold – et initiativ, der ikke kun gav hende fodbolden, men også en masse nye venner.

Peter Kreiner, 50, CEO hos Noma. Kåret som verdens bedste restaurant fem gange, senest i 2021. I udgangen af 2024 lukker Noma den restaurant, vi kender og åbner som et madlaboratorium, hvor nye retter og produkter bliver udviklet.

Lennart Lajboschitz, 64, iværksætter og grundlægger af Folkehuset Absalon. Da han købte en nedlagt kirke i 2012, var visionen at skabe et sted, der kunne være noget for alle slags mennesker – og hvad gør alle mennesker? De spiser.

Nicolaj Refstrup, 50, CEO og Ditte Refstrup, 45, Creative Director hos Ganni. Ægteparret overtog Ganni i 2009 og har de seneste år formået at reducere virksomhedens CO2-aftryk samtidig med, at brandet er vækstet og blevet en global succes.

Relateret indhold