Det kan godt være, at der står slidte Ikea-møbler eller genbrugsfund hjemme på kollegieværelset, men når de studerende på Erhvervsakademi Aarhus møder op til undervisning, er det i eksklusive omgivelser. Fra lofterne lyser koksgrå Caravaggio-lamper og i fællesarealerne står Verner Panton-sofa og Gubi-barstole side om side med Hay-stole.
Første nulenergihus
Erhvervsakademi Aarhus’ nye undervisningshus er et af Aarhus’ første, store nulenergihuse. Det er bygget i fire niveauer efter 2020-energikrav, og taget er dækket af 900 kvadratmeter solceller, som gør huset selvforsynende med vedvarende energi.
Ifølge rektor Christian Mathiasen er det helt i tråd med erhvervsakademiets ønske om at tage hensyn til miljøet.
– Med sin anderledes arkitektur og farve i forhold til resten af Erhvervsakademi Aarhus, er bygningen et markant, miljøvenligt blikfang i krydset mellem Ringvej Syd og Sønderhøj i Viby, og markerer samtidig vores store vækst de seneste fem år, siger han.
I facaden kombineres vinduer og lukkede facadeelementer, som ifølge SAHL Arkitekter er optimalt i forhold til sol-, lyd-og vindforhold. Samtidig sikrer facadekonceptet et kig til Aarhus, oplandet og bugten. Bygningen er beklædt med messing og beskyttet mod overophedning gennem en mekanisk, sensorkontrolleret solafskærmning. Lys og udluftning er også styret via en computer.
De 6.400 nye kvadratmeter har plads til 600 studerende og medarbejdere. Huset er hovedsæde for erhvervsakademiets efteruddannelses- og kursusaktiviteter samt uddannelser inden for digital kommunikation og multimediedesign.
Moderne læringsmiljø
Det 6.400 kvm. store guldhus er indrettet af arkitekter fra firmaet Formsprog med hovedsæde i Viborg.
– Vi er stolte over at være en del af processen i så gennemført et byggeri, skriver Formsprog på deres hjemmeside.
Ikke kun møblementet, men også udstyrssiden er i top. Eksempelvis skriver og tegner underviserne direkte på væggene, der er belagt med whiteboard-magnetisk maling. I lofterne er der indbygget højtalere, så underviserne kan inddrage lyd i undervisningen i god, ensartet kvalitet.
Husets indretning og møblement skaber rum for både undervisning, fordybelse og møder. Den store variation af møbeltyper gør, at alle kan finde deres yndlingsplads.
– Bygningen er indrettet, så den passer til gruppearbejde, der er en udbredt undervisningsform her på stedet. Indretningen styrker forbindelsen mellem det akademiske og erhvervsmæssige miljø, forklarer projektleder Kirstine Lystager og tilføjer:
– Bygningens arkitektur skal være med til at motivere de studerende til at involvere sig i omverdenen. Derfor er undervisningslokaler og konferencelokaler placeret side om side med rekreative arealer, gennemsigtige grupperum, kantine og underviserkontorer. Det er med til at give de studerende en følelse af sammenhæng.
Studerende tager skoene af
Ifølge rektor Christian Mathiasen har de nye omgivelser en positiv indvirkning på de studerende. De tager ikke alene skoene af, inden de slænger sig i loungesofaerne. De passer også godt på møblerne og efterlader hverken madrester, klatter af tyggegummi eller lader beskidt service stå og flyde.
– De studerende tager virkelig ejerskab til møblerne og huset. Det er glædeligt at se, at de sætter pris på vores nye, lækre omgivelser, siger han.
Selvom man skulle tro, at det er en bekostelig affære at indrette et helt uddannelseshus med kvalitetsdesign, så er det ifølge erhvervsakademiets økonomi- og ressourcechef Niels Erik Holmstrøm ikke dyrere, end hvis man eksempelvis havde købt Ikea-møbler. I alt otte mio. kr. har møblement og interiør kostet. Husets byggesum er på ca. 100 mio. kr.