Nyt seniorbokoncept skal tiltrække mænd

Flere kvinder end mænd vælger et seniorliv i bofællesskab. I Albertslund spirer et nyt seniorbofællesskab, hvor der er arbejdet målrettet med at skabe rammer, som også tiltrækker mænd.
Ovalen i Albertslund er nytænkning af seniorbofællesskabet som boform og har ambition om at tiltrække både kvinder og mænd. Her skal være plads til både erhvervsaktive seniorer og pensionister - enlige såvel som par. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten.
Ovalen i Albertslund er nytænkning af seniorbofællesskabet som boform og har ambition om at tiltrække både kvinder og mænd. Her skal være plads til både erhvervsaktive seniorer og pensionister - enlige såvel som par. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten.

Om ‘Rum og fællesskaber for ældre’

  • – Realdania har afsat 52 mio. kr. til initiativet fra 2016 til 2019.
  • – Initiativet omfatter partnerskaber med både den almene boligsektor og private aktører, samt et eksempelbyggeri, som opføres i et yderområde af Realdanias datterselskab Realdania By & Byg.
  • – Projekterne lægger vægt på at afprøve, hvordan de fysiske rammer kan understøtte forskellige hverdagsfællesskaber og sociale møder, som er afgørende for at bekæmpe ensomhed.
  • – Desuden har Realdania sideløbende igangsat en oplysningskampagne, der opfordrer til, at man i god tid – f.eks. allerede i 50’erne – tager stilling til, hvordan man vil bo i sit seniorliv.

Ovalen består af 50 boliger og er beliggende i Roholmparken i Albertslund. Projektet er udviklet i et partnerskab mellem Albertslund Kommune, KAB, Boligselskabet AKB, Albertslund og foreningen Realdania og er blevet tegnet af Tegnestuen Vandkunsten.

Et vigtigt fokus i arbejdet med at udvikle det nye bofællesskab har været at sikre, at det bliver nytænkende i sin måde at skabe rammerne for et levende hverdagsfællesskab mellem beboerne. Blandt andet er det et mål i udformningen af bofællesskabet, at det appellerer lige så meget til mænd som til kvinder.

Det er samtidig en kerneværdi, at der også er fællesskab med det omgivende lokalmiljø, så der skabes et stærkt samspil mellem bofællesskabet og kvarteret omkring Roholmparken.

– I AKB, Albertslund er vi stolte af at være med til at gentænke rammerne om seniorbofællesskabet og levere flere boliger af en type, som der er stor efterspørgsel på, siger René Løfqvist, formand for Boligselskabet AKB, Albertslund.

Mindsker ensomhed blandt ældre

Projektet er en del af Realdanias initiativ ‘Rum og fællesskaber for ældre’, som skal bekæmpe ensomhed blandt ældre. Baggrunden for initiativet er en række undersøgelser, som viser, at ensomheden stiger blandt ældre, men at livskvaliteten vokser og ældre føler sig mindre ensomme, når de bor i bofællesskab.

– Vi ved, at ensomhed er en af vores store samfundsudfordringer, og at seniorbofællesskaber kan være en del af løsningen. Med Ovalen har vi i fællesskab udviklet et eksempel på, hvordan vi etablerer seniorbofællesskaber med plads til mest mulig bæredygtighed, naboskab og mangfoldighed – og med fokus på at få mændene med. Det er ikke nemt i praksis – men vi håber, at det lykkes her, siger filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk.

Syv projekter

Seniorbofællesskabet Ovalen er et af syv projekter, som Realdania bidrager til, som skal inspirere til nye former for seniorbofællesskaber i både den private og almene boligsektor.

Alle projekterne lægger vægt på at afprøve, hvordan de fysiske rammer kan understøtte forskellige hverdagsfællesskaber og sociale møder, som er afgørende for at bekæmpe ensomhed.

Lokalplan for Ovalen forventes at blive sendt i høring til efteråret. Herefter forventes lokalplanen at blive behandlet i 2020, og hvis lokalplanen godkendes, kan seniorbofællesskabet Ovalen stå færdigt i sommeren 2022.

Med Ovalen har vi i fællesskab udviklet et eksempel på, hvordan vi etablerer seniorbofællesskaber med plads til mest mulig bæredygtighed, naboskab og mangfoldighed …

Relateret indhold