Nyt sejlsportscenter klar til VM

Kronprinsparret indviede i sidste uge Aarhus Internationale Sejlsportcenter på Aarhus Lystbådehavn.
Det nye center bliver omdrejningspunktet for VM i sejlads, der finder sted på Aarhusbugten de to første uger i august. Foto: NCC.
Det nye center bliver omdrejningspunktet for VM i sejlads, der finder sted på Aarhusbugten de to første uger i august. Foto: NCC.

Om lidt under to måneder skal Aarhus være vært for VM i sejlads, og derfor har man på Aarhus Ø opført et nyt sejlsportscenter, som i sidste uge blev officielt indviet. Det er tegnet af arkitektfirmaet Entasis a/s og opført af NCC.

Bygherren bag sejlsportscentret er Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, der er stiftet af Sailing Aarhus sammen med Dansk Sejlunion, Team Danmark, Idrætssamvirket Aarhus og Aarhus Kommune.

Til indvielsen blev en sejlsportsglad Kronprins vist rundt i de nye faciliteter, og formanden for Dansk Sejlunion, Line Markert, sagde i sin åbningstale, at det nye sejlsportscenter er et hus, der er bygget på sejlerglæde.

Det smukke hus og de nye, moderne faciliteter giver gode muligheder for at fastholde og udbygge Danmarks position som en stor sejlsportsnation og udbrede sejlsport som fritidaktivitet for endnu flere børn og unge. Huset rummer blandt andet mødelokaler, loungeområde, kontorer, værksted, fitnessrum og meget mere.

Smukt og udfordrende i beton

– Aarhus Internationale Sejlsportscenter er på mange måder et spændende projekt, som vi er stolte af at have været med til at opføre, siger senior produktionschef Morten Rasmussen fra NCC og ansvarlig for råhusentreprisen.

Arkitekten er glad for synlig beton, hvilket kun kan glæde en betonentreprenør som NCC. Ofte bruger medarbejderne i NCC Beton & Råhus mange måneder på at udføre en konstruktion, som efterfølgende bliver dækket med en beklædning. I det nye sejlsportscenter står de udvendige facader i rå lys beton, og det samme gælder store dele af de indvendige vægflader.

Entasis arkitekter, der har tegnet det nye sejlsportcenter, har udfordret NCC’s betonfolk, som har fået lov til at arbejde med det, de er allerbedst til.

– Betonhuset er tegnet med en vanskelig geometri, der har udfordret vores montagefolk, men de har virkelig gjort det godt. Vi er stolte af det færdige resultat, hvor fugerne mellem elementerne står knivskarpe med ens mellemrum og med flotte overflader, siger Morten Rasmussen.

NCC’s VDC-afdeling måtte træde til, da der skulle støbes elementer til en slæberampe, hvor elementfabrikken ikke kunne se geometrien for sig i 2D-projektmaterialet. – VDC-afdelingen 3D-modellerede dækelementerne og hjalp med optegning af produktionstegninger. Da elementerne kom, passede de perfekt, fortæller Morten Rasmussen.

Betonhuset er tegnet med en vanskelig geometri, der har udfordret vores montagefolk, men de har virkelig gjort det godt.

Relateret indhold