Nye ladestationer til elbiler skal oplade mere end bilerne

Cobe præsenterer tankerne bag det nye modulære design af den kommende ladestation i Fredericia.
Den første af de i alt otte ladestationer åbner i Fredericia til sommer. Visualisering: Cobe.
Den første af de i alt otte ladestationer åbner i Fredericia til sommer. Visualisering: Cobe.

Mens det tager cirka fem minutter at fylde bilen op med benzin, er opladning af el-biler i dag en mere tidskrævende øvelse, der nemt kan tage tre kvarter. I en travl hverdag tæller hvert minut. Derfor skal fremtidens ladestationer teknisk set ikke kun minimere opladningstiden, men også skabe en meningsfuld pause under opladningen af elbilen, så man er frisk til rejsen foran.

Det er i hvert fald tanken bag Cobes design af en kommende ladestation i Fredericia.

Cobes design tager udgangspunkt i en grøn gentænkning af den traditionelle benzintank. De nye ladestationer skal ikke bare være et sted, hvor man kan oplade sin bil, men også sine egne mentale batterier.

– Elbiler er fremtiden. I vores design ønsker vi at tilbyde bilister en tiltrængt og meningsfuld pause i en grøn oase. Energien og teknologien er grøn, og det ønsker vi også, at arkitekturen, materialerne og konceptet er. Derfor har vi tegnet en ladestation i bæredygtige materialer, omgivet af træer og planter, siger Dan Stubbergaard, kreativ direktør og indehaver af Cobe.

Ladestationerne er konstrueret af en serie af strukturelle “træer” med et tag, som Cobe kalder “krone”. Taget filtrerer lys og skygge og skal på den måde skabe et grønt miljø og en beroligende atmosfære. Tankegangen gør, at designet er skalérbart og et “træ” kan nemt blive til en hel “skov” afhængig af behov. De udføres i træ og beton med solceller på toppen og begrønnes med træer, græs og lave buske.

Første station åbner i år

Den første af en række ladestationer åbner i Fredericia, tæt på motorvejen, i sommeren 2018. Den første ladestation tilbyder en afslappet naturoplevelse, hvor fire elbiler kan oplades samtidig. Ladestationen i Fredericia konstrueres af 12 “træer” og får en 400 kvadratmeter stor “krone” med en kombination af åbne og lukkede tagpaneler.

– Vores tid er værdifuld, og vi vil sikre, at den tid, som folk bruger på vores stationer, bliver til en meningsfuld pause. Med de nye stationer skaber vi et rum, hvor du ikke blot kan oplade din bil, men også dine egne mentale og fysiske batterier. I de 20 minutter, som det typisk tager for bilen at lade op, kan du slappe af og trække frisk luft, drikke en kop kaffe, ringe eller benytte nogle af de digitale tilbud, der følger med, siger Marie Kristine Schmidt, CXO i Clever.

Der vil komme i alt otte stationer i Danmark inden for de næste par år og yderligere 40 i Sverige og Norge. Stationerne kan med tiden opgraderes fra 150 kilowatt til 350 kilowatt, hvilket skulle gøre ladepauserne kortere.

Den første af de i alt otte ladestationer åbner i Fredericia til sommer. Visualisering: Cobe.
Den første af de i alt otte ladestationer åbner i Fredericia til sommer. Visualisering: Cobe.

Relateret indhold