Ny podcast: Kan dårlig debatkultur give grim arkitektur?

Får vi bedre arkitektur og bedre byer ud af den til tider barske debat om arkitektur og byudvikling? Det undersøger nylig prisvinder Anne Katrine Harders fra Dansk Arkitektur Center i en ny podcastserie.
Man behøver ikke råbe ad radioen eller skrive læserbreve for at få noget ud af minipodcastserien 'Debatten indefra'. Hvis man bare engang i mellem tænker over sine omgivelser, så er debattens tilstand også relevant, lyder det fra podcastens vært Anne Katrine Harders fra Dansk Arkitektur Center. Foto: Building Green
Man behøver ikke råbe ad radioen eller skrive læserbreve for at få noget ud af minipodcastserien 'Debatten indefra'. Hvis man bare engang i mellem tænker over sine omgivelser, så er debattens tilstand også relevant, lyder det fra podcastens vært Anne Katrine Harders fra Dansk Arkitektur Center. Foto: Building Green

Dansk Arkitektur Center har taget initiativ til en ny mini-podcastserie med navnet ‘Debatten indefra’, der er en del af den allerede eksisterende podcast ‘Byen forfra’. Her udforsker programchef og moderator for MorgenDAC, Anne Katrine Harders, om debatten om, hvordan vi bygger, bor og lever, kan påvirke arkitekturen og byudviklingen.

Anne Katrine Harders kender selv indgående til netop dette emne, og for det modtog hun i sidste uge prisen Det Bæredygtige Element – Ildsjælen. Prisen modtog hun bl.a. for at gå forrest i debatten om bæredygtighed i byggebranchen.

– Det forekommer mig, at debatten de seneste år er kommet som et chok for selv de mest garvede udi arkitektur og byudvikling. Det er forfriskende, men afslører samtidig, at der er mange kløfter. Mellem politikere og borgere. Mellem arkitekter og alle os, der forholder os kritisk til vores omgivelser, siger hun og tilføjer:

– Jeg har tit tænkt over, hvordan det mon er at være den, der skal træffe beslutninger, som har konsekvenser for andre mennesker i byen. Hvor meget lytter de egentlig til debatten, og hvornår bliver man immun overfor den? Det er det, som vi gerne vil undersøge i ‘Debatten indefra’.

Blandt gæsterne er:

– Kulturskribent ved Weekendavisen, Anne Sophia Hermansen

– Byudvikler Kilden & Hindby, Rune Kilden

– Redaktør på Byrummonitor, Frederik Buhl Kristensen

– Arkitekt og partner i Tredje Natur, Ole Schrøder

– Tidligere overborgmester i København, Frank Jensen

De er inviteret, fordi de har indflydelse på arkitekturen, byudviklingen og debatten. Det er dem, der bygger højhusene og dem, der kritiserer dem. Dem, der tager beslutninger om nye kunstige halvøer og dem, der påpeger forskellene mellem det, det der bliver sagt og det, der bliver gjort.

Anne Katrine Harders vil også spørge dem, hvad deres ansvar er for at skabe en god debat.

‘Debatten indefra’ findes der, hvor man plejer at lytte til podcast. Søg efter DAC, oplyser Dansk Arkitektur Center.

Relateret indhold