Opgaven med at designe, tegne og bygge det samlede byggeri af skole og fritidscenter er netop sendt i udbud, og rådgiverne har frem til oktober til at skabe det vinderprojekt, som ifølge Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard bliver definerende for de fysiske forandringer i Gellerup.
– Skole og fritidsaktiviteter er helt afgørende for hverdagslivet i en bydel. Gellerup står i dag uden lokal skole, så den spritnye skole, vi får, der lever op til alle moderne standarder og pædagogiske principper, kommer til at være et kæmpe aktiv i hele indsatsen for at løfte området. Vi ser samtidig en tendens til, at nye skole-byggerier har en fantastisk spændende arkitektur, så jeg ser meget frem til, at vi får de konkrete forslag at se, siger Jacob Bundsgaard.
Rådgivere på byggeprogram og udbudsmateriale er DK2 bygherrerådgivning, Nerd, Learningspaces, Grandville, Norconsult og Etos
Der skal findes fire sammensatte totalentreprenørteams, som prækvalificeres til at byde på opgaven. Samlet skal der bygges 13.000 kvadratmeter og projektet skal sigte mod bæredygtigheds-certificering til DGNB Guld.
Fristen for at søge om prækvalifikation er 16. marts 2021 kl. 12.