Under 1. Verdenskrig (1914 til 1918) husede Tønder en af det tyske kejserriges store luftskibsbaser, som nærmest fungerede som en selvforsynende lille by med eget gas-, vand- og varmeværk.
Om Zeppelinbasen
- Den 19. juli 1918 skrev Tønder sig ind i verdenshistorien, da Zeppelinbasen blev udsat for det første luftangreb foretaget fra et hangarskib. Angrebet satte en stopper for Zeppelin-operationer fra Tønder, men efter genforeningen med Danmark i 1920 rykkede det danske militær ind på området.
- Zeppelin- & Garnisons Museum Tønder blev indviet d. 8. maj 1999 og ligger i umiddelbar nærhed af det gamle baseområde. Museet rummer en stor samling af fotografier og genstande fra perioden. Bl.a. originale propeller fra de store luftskibe samt uniformer og våben.
- Museets formål er at indsamle, bevare, udstille og formidle den militære historie i Tønder fra 1914 til 2002.
Kilde: Zeppelin- & Garnisonsmuseum Tønder.
Nu har Nordea Fonden tildelt 15,7 mio. kroner til Zeppelin Tønder – Landskabsprojektet, der skal fremme både Zeppelinbasens historie og naturoplevelser.
– Med bevillingen fra Nordea Fonden kan vi nu realisere vores vision om at gøre Zeppelin Tønder til et dynamisk og læringsrigt friluftsområde, siger borgmester Jørgen Popp Petersen, der er formand for styregruppen i Zeppelin Tønder.
Hvor mange spejderhytter kan man få for 140 mio. kr.?
– Midlerne vil blive brugt til at skabe spændende oplevelsesruter, boardwalks, en legeplads med historiske elementer og meget mere, som alle vil bidrage til at styrke vores lokale friluftstilbud og tiltrække besøgende fra hele landet og gøre området endnu mere attraktivt for turister fra ind- og udland, tilføjer han.
Historie, natur og formidling
Med fondens støtte vil projektet transformere Soldaterskoven til et levende historiefortællende landskab, hvor besøgende kan udforske og lære om Zeppelinernes æra.
– Vi er stolte over at kunne støtte Zeppelin Tønder – Landskabsprojektet, som kombinerer historie, natur og formidling på en måde, der vil gavne Tønder og hele Danmark, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea Fonden, og tilføjer:
– Det er en flot ambition at gøre landskabet omkring Soldaterskoven attraktivt og lærerigt for både lokale og turister – og vi glæder os meget til at se, hvordan planerne bliver omsat til virkelighed.