Green Solution House i skikkelse af direktør Trine Richter modtog forleden EU’s miljøpris, som uddeles i samarbejde med Miljøministeriet og Ingeniørforeningen IDA. Prisen gives først på nationalt niveau, hvorefter de enkelte landes prisvindere konkurrerer mod hinanden i en form for europamesterskab i miljøvenlighed.
Det bornholmske hotel og konferencecenter vandt i kategorien ‘bæredygtige processer’ i erkendelse af, at Green Solution House i høj grad er skabt med bæredygtighed for øje, ligesom bedømmelseskomiteen lagde vægt på, at skabelsen af huset har bygget bro mellem dansk turisme og dansk industri.
Hele vejen fra ide til færdigt byggeri har partnerne været med i processen, og det er altså helt omvendt af, hvad man normalt griber tingene an i byggeprojekter.
Direktør Trine Richter Green Solution House
Direktør Trine Richter hæfter sig særligt ved samarbejdet med strategiske partnere som VELUX, Saint- Gobain, Realdania og GXN Arkitekter, når hun bliver bedt om at forklare, hvorfor Green Solution House er havnet i så fint selskab som vinder af EU’s miljøpris.
– Hele vejen fra ide til færdigt byggeri har partnerne været med i processen, og det er altså helt omvendt af, hvad man normalt griber tingene an i byggeprojekter. For eksempel er vores konferencerum badet i dagslys på grund af blandt andet flere ovenlysvinduer og en markant glasfacade, og den ide var vi aldrig kommet på uden partnerne. Den megen dagslys har stor betydning for komforten i rummet og også for indlæringen i forbindelse med konferencerne. På den måde er Green Solution House et meget gennemtænkt byggeri, hvor mange forskellige kompetencer har været i spil for at skabe slutresultatet, siger Trine Richter.
Indviet i 2015
EU’s miljøpris er blevet uddelt siden 1987 og har til formål at præmiere de mest miljøbevidste og bæredygtige virksomheder i Europa. Priskonkurrencen har to niveauer, idet næste skridt altså er en kåring af Europas absolut fremmeste miljøvirksomheder, hvilken finder sted senere på året.
Siden Green Solution House blev indviet i april 2015 er hotellet blandt andet blevet kåret til årets byggeri i Danmark, indstillet til den internationale miljøpris COP21 og optaget i Den Danske Spiseguide med to stjerner. Senest blev Green Solution House nomineret til Den Danske Spiseguides pris Bo&Spis, som præmierer steder med særlige forhold for både overnatning og bespisning.
Green Solution House udmærker sig på en række områder, hvad angår miljøvenlighed og bæredygtighed. Således indeholder huset et væld af grønne løsninger via blandt andet gulvtæpper, der renser luften for støvpartikler, et affaldssystem der omdanner skrald og madspild til varme, elektricitet og gødning, samt såkaldte intelligente hotelværelser, hvor hotelgæsten har mulighed for at skabe sig eget indeklima via en tablet.