Kulturmiljøer med klimasikring på havnen i Svendborg

Team med Effekt, Sweco Architects og WTM Engineers, med ArcGency som konsulenter, er udpeget som vindere af projektkonkurrencen Den Blå Kant, der igangsætter en ambitiøs transformation af Svendborg Havn.
Vinderprojektet tager udgangspunkt i en omfattende klimasikring af havnen, og samtidig udvides havnens mange kulturmiljøer med en række rekreative områder med hver sin særegne karakter - bl.a. etableres et havnebad, en havnepark og en promenade langs kajen. Visualisering: EFFEKT + Sweco Architects.
Vinderprojektet tager udgangspunkt i en omfattende klimasikring af havnen, og samtidig udvides havnens mange kulturmiljøer med en række rekreative områder med hver sin særegne karakter - bl.a. etableres et havnebad, en havnepark og en promenade langs kajen. Visualisering: EFFEKT + Sweco Architects.

En omfattende transformation af Svendborg Havn er netop sat i gang med udpegelsen af Effekt, Sweco Architects, WTM Engineers og ArcGency som vindere af projektkonkurrencen ‘Den Blå Kant’. Projektet, der gennemføres for Svendborg Kommune, dækker et areal på i alt otte hektar, og skal projekteres i flere etaper henover de kommende år.

– Vores vision for projektet er at stormflods- og skybrudssikre havnen, mens vi skaber sammenhængskraft på tværs af havnen, styrker de eksisterende kulturmiljøer og tilfører nye rekreative og sociale værdier til havnen og byen som helhed. Vi har arbejdet indgående med at få løsningerne tilpasset de etablerede, lokale miljøer og stedspecifikke forhold langs kanten, således at det nuværende liv på havnen kan fortsætte uhindret, mens etableringen pågår, siger Tue Foged, partner i Effekt.

Han suppleres af Mads Stenbæk Jakobsen, direktør i Sweco Architects, der fortsætter:

– Vi er utrolig glade for, at vi som team skal gennemføre dette ambitiøse projekt, der rummer mange spændende problemstillinger og udviklingspotentialer, og som forener klimasikring med byrum, aktiviteter og byliv. Det har været en kompleks, men samtidig spændende proces at arbejde med projektet i udviklingsfasen, og vi glæder os til at komme i gang med at realisere vores forslag.

Klimasikring

Svendborg Havn er i dag udsat i forhold til oversvømmelser og ekstreme klimahændelser, og et af projektets hovedgreb er derfor at etablere en klimasikringskant – den blå kant – på havnens yderside, som sikrer den indre havn mod oversvømmelser på op til tre meter.

– Vi er lykkedes med at placere klimasikringen på havnens yderside. På den måde får vi en åben inderhavn med nærhed til vandet for borgere og besøgende – herved sikrer vi også byens visuelle og fysiske kontakt til vandet, fordi vi undgår en stor, afskærmende barriere langs havnekanten, fortæller Sinus Lynge, partner i Effekt.

Klimasikringsstrategien er en kombination af forskellige, tekniske tiltag, der integreres i de nye rekreative byrum og moleanlæg, men som formår ikke at fremstå som tekniske installationer i byrummet. En kombination af sluser og diger, på den ydre del af havnen over Frederiksø, sikrer, at den direkte forbindelse mellem Svendborg bymidte og havnen bevares. Derudover gør løsningen brug af en kombineret bro- og højvandssikring samt sluseløsninger i form af klapper på havbunden ved indsejlingen, som ved højvande aktiveres og sikrer hele havneområdet.

Størstedelen af de anvendte stormflodsløsninger er integreret som design- og aktivitetselementer i de nye byrum som foreslås på havnen. Eksempelvis etableres der et nyt havnebad, en promenade, et værkstedsområde med maritime fritidstilbud og en ny havnepark med forskellige aktiviteter, som vil forbinde bymidten med havnemiljøet, og samtidig være med til at understøtte Svendborgs position som idrætsby.

Et sammenhængende stiforløb for fodgængere og cyklister på tværs af havnen, og langs den indre havnekant, sikrer, at de enkelte kulturmiljøer bindes sammen og at forbindelsen på tværs af havnemiljøerne styrkes.

Unikke kulturmiljøer

Svendborg Havn består i dag af forskellige maritime kulturmiljøer med hver sin særlige karakter – fra den kulturhistoriske træskibshavn og den industrielle gasværksgrund til den sydlige del af havnen, der er præget af lav bebyggelse med høj bevaringsværdi og maritime fritidstilbud.

Transformationen af Svendborg Havn vil have en nænsom tilgang til den store, kulturhistoriske værdi, som er tilstede, og projektet skal gennemføres med afsæt i det eksisterende og i delområders unikke karakter. Den store forskellighed bliver afsæt for den videre udvikling, der vil underbygge og styrke værdierne i hvert enkelt område, så havnen i fremtiden vil rumme tilbud og muligheder for endnu flere brugergrupper.

Vi er lykkedes med at placere klimasikringen på havnens yderside. På den måde får vi en åben inderhavn med nærhed til vandet for borgere og besøgende …

Relateret indhold