Som Dagens Byggeri tidligere har omtalt, så har BIG-Bjarke Ingels Group lagt streger til ombygning og udvidelse af Gl. Hellerup Gymnasium – gymnasiet hvor stifter Bjarke Ingels selv er student fra. Nu kan BIG fortælle, at anden etape er færdiggjort – og faciliteterne taget i brug.
Der er tale om en ny 1400 kvadratmeter undervisningsfløj til kreative fag samt et sportsanlæg. Projektet er udført i samarbejde med Bent Nygaard Sørensen (totalentreprenør), Midtconsult (ingeniør) og Grontmij (bygherrerådgiver). Byggeriet gik i gang netop som BIG fejrede åbningen af første tilbygning i 2013, en nedgravet sportshal på 1100 kvadratmeter, som danner et bakkelandskab i skolens gårdhave og på rekordtid er blevet skolens mest eftertragtede udeområde.
Materiale-sandwich
Den nye bygning med undervisningsfaciliteter og klasselokaler til billedkunst, musik, drama og studievejledning er fordelt på to etager. Dele af bygningen, herunder omklædningsfaciliteter, er placeret under jorden for at bevare fodboldbanerne ovenover, samt for at skabe direkte forbindelse mellem skolegården, og multihallen med idrætsbanerne og parkeringspladsen på den vestlige side af gymnasiet.
Taget af tilbygningen forlænger fodboldbanerne og skaber i lighed med sportshallens tag et uformelt udendørs areal, der også fungerer som tilskuerpladser for aktiviteterne på banen
BIG oplyser, at tilbygningen er udtænkt som en sandwich af enkle materialer: beton, træ og glas. Betonen er støbt som en krumning i hele husets længde og føres som terrændæk fra skolegården videre gennem huset til bagvæggen og fortsætter op i det ensidigt skrånende tag, mens interiøret primært består af træ. Den østvendte facade i glas åbner huset for indblik og udsyn.