Ny moské
- Stueetage: 1.900 kvm
- Etage 1-3: 990 kvm
- Samlet bruttoetageareal: 2.890 kvm
- Bebyggelsesprocent: 103
Tidligere erhvervsbygninger beliggende på Dortheavej i København fungerer i dag som moské og kulturcenter for Islamisk Trossamfund. I forslaget til en ny lokalplan for området beskriver Københavns Kommune bygningerne som uhensigtsmæssige i forhold til funktionerne tilknyttet moskeen, og samtidig præsenteres planerne for opførelse af en ny moské tegnet af Henning Larsen Architects. Islamisk Trossamfund ønsker at rive de gamle bygninger ned og opføre en ny, tidssvarende bygning, og ambitionen er at skabe optimale fysiske rammer samtidig med, at kulturcenteret i højere grad end i dag skal åbnes op mod den omgivende by, naboer og besøgende.
Arkitektonisk ønskes den nye moské udformet i respekt for den nordiske, københavnske kontekst og samtidig som en nyfortolkning af moskéfunktionen. Den nye bygning foreslås placeret langs vejene i op til 3-4 etager og bygget ind på grundene med moské og moskégård formet som en samlet bygning. Københavns Kommune oplyser, at projektet er i overensstemmelse med kommuneplanen.
En nyfortolkning
Moskéen skal placeres i Bispebjerg-området, der i forslaget beskrives som værende uden sammenhængende arkitektonisk identitet. De eksisterende bygninger er nedslidte og uhensigtsmæssige til de nuværende funktioner, og bygningen vil komme til at fremstå som en nyfortolkning af islamisk bygningstradition, der på en enkel og samtidig markant måde skaber større arkitektonisk harmoni og identitet i området.
Moskéen planlægges udformet som et antal kuglehvælv i forskellig højde, der skal skabe et samlet bygningskompleks i en ny moderne arkitektonisk helhed. Bygningen vil få et samlet bruttoetageareal på ca. 2.890 kvm, svarende til en bebyggelsesprocent på 103. Hertil kommer en kælderetage, der indeholder parkering samt lager, omklædning og fitness mv.
Bygningen skal udformes, så der bliver adgang til den indre moskegård, der omgives af udadvendte aktiviteter som café, basar, boghandel og lignende, hvilket skal medvirke til at styrke områdets kulturelle identitet. Bygningen planlægges udført i henhold til 2015-lavenergikravene i bygningsreglementet.
Høringsperioden for byggeriet løber fra den 7. september til den 2. november 2015.