Jyder skal trylle i Den Kongelige Køkkenhave

Slots- og Kulturstyrelsen har valgt det jyske arkitektfirma P+P arkitekter som totalrådgiver på det kommende byggeri i Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot.
Foto: Thomas Rahbek.
Foto: Thomas Rahbek.

Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot i Sønderjylland skal over de næste år gennemgå lidt af en forvandling. Planen er at indrette den til en mere åben og aktiv køkkenhave med fokus på bæredygtighed, formidling og undervisning.

Til at sørge for, at det sker, har Slots- og Kulturstyrelsen skrevet under på en kontrakt med arkitektfirmaet P+P om totalrådgivningen på projektet.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

– Det er ikke hver dag, vi tegner bygninger til en kongelig have, så det glæder vi os til. Vi ser frem til et godt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, Sønderborg Kommune og ikke mindst brugerne hos slotsgartnerstaben og Væksthuset, siger P+P’s direktør, Erik Rønde Andersen.

Der skal tegnes en række nye bygninger til haven. Tegnearbejdet er allerede sat i gang, og første spadestik forventes i sommeren 2019. Slot og køkkenhave skal efter planen indvies i 2020.

Relateret indhold