1. etape af HP4
- Projekt: Renovering af fem højhuse, udearealer, fælessområder og parkeringskældre
- Team: JJW Arkitekter (totalrådgiver) med Danakon rådgivende ingeniører, Torkil Laursen rådgivende ingeniører, Dansk Energi Management & Esbensen og Teknologisk Institut som underrådgivere.
- Bygherrer: Brøndby Almennyttige Boligselskab (BAB) afd. Rheumpark, Postfunktionærernes Andels-Boligforening (PAB) afd. 8 og Tranemosegaard afd. T13.
- Bygherrerådgiver: SBS Rådgivning
JJW Arkitekter er udpeget som totalrådgiver af Etape 1 af Helhedsplan 4 i (HP4) Brøndby Strand. Opgaven består i at renovere fem højhuse med i alt 2.700 boliger samt tilhørende renovering af udearealer/centerpladser og P-kældre. En central del af projektet er at fjerne PCB, asbest og bly fra højhusene. Det oplyser JJW i en pressemeddelelse.
– Vi er både stolte og ydmyge over at virkeliggøre første etape af visionerne for HP4. Hos JJW Arkitekter er vi blandt landets mest erfarne arkitekter indenfor bæredygtig renovering. Vi ved, at vi går ind og rører ved noget meget centralt i beboernes hverdag, hver gang vi går i gang med et renoveringsprojekt. Derfor går vi til opgaven med en iboende forståelse for beboernes situation. Med bæredygtighed som klangbund er vores mål skabe nogle sunde boliger og udearealer, som de nuværende beboere vender tilbage til, men som også tiltrækker nye beboere til Brøndby Strand. Vi ser frem til et givende samarbejde med de tre boligafdelinger, så vi samlet indfrier ambitionerne for fremtidens bæredygtige Brøndby Strand, siger Ole Hornbek, partner og kreativ direktør for By & Bolig hos JJW Arkitekter.
For at sikre den bedste proces vil vi være til stede på projektkontoret gennem hele forløbet. Hermed følger vi projektet fra første parket, og vi mærker på egne kroppe, hvad Brøndby Strand er, hvilket giver værdifulde input til vores arbejde.
Ole Hornbek Partner, JJW Arkitekter
Bæredygtighed som tema
Målet med helhedsplanen er at udvikle en sammenhængende og levende bydel med bæredygtighed som gennemgående tema, og inspirationen til tilgangen er hentet i WHO’s sundhedsbegreb, hvor sundhed ikke blot er et spørgsmål om fravær af sygdom, men også en tilstand af fysisk, mental og social velvære. Således bliver sund organisation, sund bolig og sund proces de gennemgående temaer for Team JJW Arkitekters tilgang til renoveringsopgaven. Sund bolig handler både om at fjerne giftstoffer og om at udvikle attraktive boliger og udearealer. Sund proces indikerer blandt andet, at selve beboerinddragelses-processen er en vigtig del af projektets virkeliggørelse, og sund organisation afspejler holdets kompetencer samt evner til at håndtere uforudsete begivenheder.
Team JJW Arkitekter består af JJW Arkitekter som totalrådgiver med Danakon rådgivende ingeniører, Torkil Laursen rådgivende ingeniører, Dansk Energi Management & Esbensen og Teknologisk Institut som underrådgivere.
Flytter selv ind
Rådgivertemaet er aktuelt i gang med at etablere et projektkontor i Brøndby Strand.
– For at sikre den bedste proces vil vi være til stede på projektkontoret gennem hele forløbet. Hermed følger vi projektet fra første parket, og vi mærker på egne kroppe, hvad Brøndby Strand er, hvilket giver værdifulde input til vores arbejde. Vores tilstedeværelse medfører, at vi kommer tættere på beboerne. Derudover giver vores nærvær vores medarbejdere mulighed for at koncentrere sig 100 procent om opgaven, siger Ole Hornbek.
I første omgang er målet at fjerne alle giftige materialer i de PCB-inficerede højhuse. Ved at fokusere på materialernes livscyklus og optimere renoveringsprocessen i alle faser, sammenkæder rådgiverteamet miljømæssige og økonomiske bæredygtighedstiltag. Den sociale bæredygtighed kommer blandt andet til udtryk ved at skabe tryghed og tilgængelighed gennem mere lys og åbenhed, tydelige samlingssteder og forbindelser og udvikling af den grønne identitet.