Seks bygninger, pladser, parker og et helt kvarter er blevet hyldet i forbindelse med Københavns Kommunes bygningspræmiering, der har fundet sted siden 1903. I 2018 indførte kommunen en publikumspris, og i år havde rekordmange – 3.705 – stemt.
Københavnernes klare favorit blev Karens Minde Aksen i Sydhavnen, der dermed er vinder af Publikumsprisen 2024. Karens Minde Aksen er lavet i samarbejde mellem Københavns Kommune og Hofor.
– Karens Minde Aksen er et flot eksempel på, hvordan skybrudssikring kan gå hånd i hånd med et lokalt kvarterløft og give en hel masse tilbage til området og beboerne. Karens Minde Aksen er fra dag ét blevet en succes, og det skyldes blandt andet den grundige borgerinddragelse, som er gået forud for dét projekt, som så mange i dag nyder godt af, siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod.
Et skarpt felt
Karens Minde Aksen vandt publikumsprisen foran de syv øvrige nominerede:
- BIG HQ
- Naturpark Amager
- Nordøstamager Skole
- Operaparken
- Plads 23
- Rød Lagerbygning
- Århusgadekvarteret
– Det var et skarpt felt af nominerede til årets publikumspris. Karens Minde Aksen er et godt eksempel på, hvordan man løfter et helt byområde ved at kombinere funktion i form af skybrudssikring og et engagerende og inddragende byrum, der inviterer til kulturliv, hverdagsliv og sociale aktiviteter. Med sin stærke synergi mellem en nødvendig klimatilpasning og ønsket om et bæredygtigt, grønt, funktionelt og smukt byrum er Karens Minde Aksen med til at forme den by, vi kommer til at bo i i fremtiden, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard.
Københavns Bygningspræmiering har siden 1903 præmieret arkitekter og bygherrer bag særligt bemærkelsesværdig arkitektur. I bedømmelsen lægges der vægt på, at arkitekturen tager udgangspunkt i stedets særlige karakter, og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.
Med præmieringen anerkender kommunen de kræfter, der har tilført byens fysiske rammer særlig kvalitet, og understreger samtidigt kommunens påskønnelse af god arkitektur som betydningsfuldt for det levede liv i byen.
I alt seks præmierede
Blandt de mange indmeldte projekter var otte projekter i år nomineret til præmiering, som bedømmelsesudvalget foretager. Udover Karens Minde Aksen blev også Århusgadekvarteret, BIG’s nye hovedkontor, Nordøstamager Skole, Operaparken og Plads 23 – Grønttorvet Spisehus præmieret indenfor de tre kategorier Nybyg, Restaurering og transformation samt Bymiljø.
Bedømmelsesudvalget bestod i år af:
Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune
Claus Bjarrum og Rosa Siri Lund, sagkyndige udpeget af Akademisk Arkitektforening
Lisa Sørensen, sagkyndig udpeget af IDA/Ingeniørforeningen Danmark
Lise Pedersen, Enhedschef, Teknik- og Miljøforvaltningen
Asger Rønholm, arkitekt, Teknik- og Miljøforvaltningen